De svageste borgere betaler for budgetflertallets naturfjendske boligdrømme
Af Kalle Nielsen, Kandidat KV21, Enhedslisten
Hvis du af og til oplever, at kommunens service- og velfærdsydelser er bemærkelsesværdigt dårlige, så har du ret. For kommunens servicebeløb pr. indbygger er lavere end gennemsnittet i Danmark – kunstigt holdt nede af budgetflertallets løbende opsparing til prestigebyggerier i potentiel natur og forældede støtte til bil-industrien.
De syge og svage (og serviceområderne generelt) betaler for budgetflertallets naturfjendske boligbyggedrømme i de lavtliggende flod- og fjordarealer. Nedskæringsflertallets planer om at plastre fraflyttede havnearealer til med boliger lige til vandkanten i Danmarks eneste og unikke flod-fjord overgang betyder, at kommunens “serviceramme” holdes kunstigt nede. Ellers er der ganske enkelt ikke råd.
Pt. er det især det naturfjendske boligbyggeri i flod-fjordovergangen, som betales af dagens svageste og fattigste borgere. I stedet for at give os og kommende generationer naturen tilbage langs floden / fjorden efterhånden som havnearealerne fraflyttes – så betaler de svageste for boligbyggerier til vandkanten i det potentielle unikke naturområde.
Hvis byudviklingen i stedet for foregik i andre – mere højtliggende områder væk fra vores i Danmark unikke og eneste flod-fjord overgang, så kunne servicerammen hæves og borgerne i Randers kunne nærme sig landsgennemsnittet i kommunalt servicebudget.
Da den klimabelastende klimabro er sammenkædet med vandkants-byggeriet, så er problemet faktisk langt større – for dermed betaler byens svageste borgere også for de forældede borgerlige støtteprojekter til bilindustrien, og de besynderlige utidssvarende forestillinger om, at flere biler, flere veje og mere beton gavner i kampen for klimaet og det nødvendige bæredygtige samfund…
Enhedslisten er imod den kunstigt lave serviceramme i Randers Kommune. Og imod budgetflertallets model, hvor man i stedet for at forhøje servicerammen kynisk lader borgere med behov for serviceydelser betale for naturfjendsk boligbyggeri til vandkanten af vores og fremtidens generationers flod og fjord.
Kommentarer