Langå

Dansk Affaldsminimering i Langå har investeret 15 millioner kroner

Op mod halvdelen af kasseret plastik bliver ikke genbrugt. Men ny metode kan lave fødevareemballage om til paller. Pressefoto.

Selvom de fleste af os husker at putte plastik i containeren til genanvendelse, så er det ikke al plast, der er lige nemt at genbruge. Cirka halvdelen smides ud eller brændes, fordi det ikke er rent nok til umiddelbart at kunne smeltes om.

Det er typisk plastik fra pålægspakker og eksempelvis remouladedunke, som kan byde på små overraskelser i hjørnerne. Men det er der ved at blive lavet om på. For Dansk Affaldsminimering i Langå har fundet en måde at genanvende plastik fra fødevareemballage på. Ved at bruge plast, der er godkendt til fødevarer, sikrer virksomheden nemlig, at det er en nogenlunde ensartet og ikke mindst ren råvare.

– Vi har fokus på husholdningsprodukter, hvor vi har sikre retningslinjer. Hvis vi for eksempel brugte havemøbler ville vi ikke ane, hvad der er i. Men fødevaregodkendt plastik er en god ramme, siger direktør Kim Dalsgaard.

Plasten bliver kværnet i små stykker og bliver vasket, skuret, centrifugeret og tørret i store maskiner, før det bliver sorteret i forskellige plasttyper. Cirka ni procent af materialet er papiretiketter, fedtstof og madrester, der bliver slynget og vasket fra i processen.

– Det er et mix af forskellige plasttyper, og tykkelsen på materialet er ikke ensartet, så der skal arbejdes intensivt på at lave en produktion, der kan modtage det, forklarer Kim Dalsgaard.

Dansk Affaldsminimering har investeret 15 millioner kroner i at udvikle processen

Men selv efter, at plastikken har været igennem rensning, er den ikke ren nok til at kunne bruges til hvad som helst. Det forklarer Michael Velling, ejer af MV Plast i Randers, der overtager plasten fra Langå og støber den. Her går man nu i gang med at lave paller af genbrugsplastikken. Det handler nemlig om at finde produkter, hvor kravene til plastikkens kvalitet ikke er tårnhøje, siger

–Man behøver jo heller ikke en Jaguar for at køre til bageren om morgenen, som Michael Velling udtrykker det. For Michael Velling var det en øjenåbner at se de mængder af plastaffald, som Randers Kommune måtte kassere.

– Vi fik faktisk lidt dårlig samvittighed af at stå og kigge på al den plast. Det måtte da kunne bruges til et eller andet, siger han.

Udfordringen er, at det kræver plastik med en høj grad af renhed for at støbe med det, og derfor har der været et tæt samarbejde mellem virksomhederne for at få processen til at fungere.

– Det kan ikke erstatte ny plast i alle produkter. Når det bruges til for eksempel fødevarer, skal det være ny plastik, for at det kan godkendes af fødevaremyndighederne, forklarer han.

Derfor tager MV Plast altså nu hul på at lave paller af den genvundne fødevareplastik. Så gør det heller ikke noget, at de nye paller får en lidt uensartet grå farve.

– En af udfordringerne er, at plasten bliver uens i farven. I dag blander vi det hele, og så får man en mørk koksgrå farve ud af det. Men vi vil arbejde på at få sorteret det i farver, så vi kan bruge det til flere produkter, siger Michael Velling.

Kommentarer