Debat og politik

Danmark skal give skolebørnene et løft

Af Søren Mikkelsen, Radikale

Kandidat KV25, Randers Kommune

Folkeskolerne i Danmark, og dermed i Randers, skal have et løft, tænker jeg. Skolefolk i det ganske land ved godt, hvad der kan bidrage til løftet.

To lærere i klasselokalerne. Investeringer i lærer-, pædagoguddannelserne og efteruddannelse. Ordentlig forberedelsestid til lærerne. Flere uddannede pædagoger i vuggestuer, og børnehaver og små børnegrupper. Lejrskoler, oplevelser, kunst og teater til alle børn hvert år.

Lige nu har landspolitikerne iscenesat en forsøgsordning med gratis skolemad til alle børn. Jeg håber forsøget ender ud i, at der er gratis skolemad til alle skolebørn i Danmark. Mætte børn lærer bedst.

Tendenser på børne- skoleområdet. Der er mangel på uddannet personale. Flere børn og unge er i mistrivsel, der ses pænt store stigninger i ufrivilligt skolefravær… løsningen på dette er at få tilført massivt flere penge til voksnes tid og nærvær med børn.

Kommunerne kan og skal ikke løfte hele opgaven alene. Politikerne på Christiansborg må spille med, idemæssigt og økonomisk.

Et nationalt kompromis er helt nødvendigt. Folkeskolen skal sikres arbejdsro, en lang periode fri for ”actionpolitik”. Jeg håber, at Folketingets partier tager sig sammen, og sammen finder milliarderne til at give et tiltrængt løft til vores folkeskoler og børnene – det har det danske samfund brug for. Vi har faktisk ikke råd til at lade være; menneskeligt og økonomisk.

Danmark. Det er os alle sammen.

Kommentarer