Dagplejerne i Spentrup fik Grønne Spirer flag
De seks dagplejere i Spentrup har for 8. gang modtaget certifikat som “Grønne Spirer” og samtidig er de for første gang blevet certificerede som “Spring Ud i Naturen” dagplejere og har nu modtaget det Spring Ud flaget.
For at blive Grønne Spirer er der en del kriterier der skal opfyldes og dokumenteres indtil friluftrådet.
Dagplejerne skal udenfor døren hver dag og uden for haven hver uge. De skal dertil lave en årsplan, som skal følges. Baggrunden for det er at børnene skal lære om årets gang samt fødevarenes vej fra jord til bord.
Dagplejerne skal også deltage i en række kurser og forældrene skal informeres om børnenes færden i naturen.
Dagplejerne i Spentrup har lavet sin årsplan og mødes blandt andet en gang om måneden, hvor man er fælles om aktiviteterne.
Pia Pedersen, der er en af dagplejerne fortæller:
– Vi arbejder med 18 grundbevægelser i naturen så børnene får rørt sig på ferskellig måde. Foruden gang og løb kommer vi omkring at springe, hinke, kravle, krybe, trille, balancere osv.
– Vi har også modtaget 75 Spring Ud kort som vi afprøver ude i naturen. Det går blandt andet ud på at børnene bliver opmærksomme på forskellige underlag, fortæller Pia Pedersen.
– Naturen er vores anden legeplads. Vi interesserer os for krible krable dyr og eksperimenterer med vind og vejr, plantning af blomster og dyrkning af grønsager. Vi laver også bål, hvor vi samles og synger sammenn. Nogle gange bliver det også til bålmad.
Dagen for overrækkelsen blev fejret ved spejderhytten i Spentrup, hvor både forældre og bedsteforældre var inviteret, hvilket bragte deltagerantallet op på godt 70 personer.
Dagen startede med fælles formiddagsmad. Derefter holdt udvalgsformand Anders Buhl fra Randers Kommune tale, og nogle af børnene hjalp med at få hejst det blå flag til tops.
Herefter var det tid til fællesaktiviteter, hvor der kunne laves håndaftryk med mudder, trilles og stables træstubbe og lave små træer med blade og hyben.
Dagen afsluttede med fælles spisning med medbragte madkurve.
FAKTA:
Grønne Spirers Spring Ud i Naturen har fokus på den sunde sansemotoriske udvikling med naturen som springbræt. Projektet tilbyder kurser og materiale, foreksempel 75 aktivitetskort. Grønne Spirer tildeler Spring Ud Flaget til naturaktive institutioner og dagplejere.
Medlemmer af Grønne Spirer kan blive “Spring Ud” – certificerede og modtage Spring Ud Flaget, det er der cirka 50 dagplejere og institutioner der har gjort det forløbne år. Den nye certificering læner sig op ad det kendte Grønne Spirer Flag og certifikat med et bevægelsestvist. Naturen og udelivet er stadig i højsæde. Man skal ikke ansøge om begge dele men vælge Spring Ud som et spændende alternativ, og så er man også automatisk Grøn Spire – certificeret.
Kommentarer