Ø. Bjerregrav

Dagmar runder 100 år på lørdag – “Jeg er en heldig kartoffel”

Trods sine snart 100 år er Dagmar Elsine Larsen noget af et livsstykke, som spreder glæde omkring sig med sit gode humør og smittende kluklatter. Foto: Gitte Hagsholm,

Dagmar Elsine Larsen i Øster Bjerregrav runder snart et af de helt skarpe hjørner i livet. På lørdag den 8. maj kan hun fejre 100 års fødselsdag.

Dagmar kom til verden i Thy den 8. maj 1921. På grund af ‘knas’ i familien kom hun som seksårig sammen med sin lillebror til en plejefamilie, hvor søskendeparret fem år senere fik endnu en søster. Her voksede de tre børn op sammen op i trygge rammer.

Sådan starter fortællingen om et indholdsrigt liv, der har efterladt et langt spor af spændende historier, skøre oplevelser og utallige nære relationer, som 100-års fødselaren fortæller levende og medrivende om, da jeg besøger Dagmar i hendes hyggelige bolig på Vintergækvej i Øster Bjerregrav.

Vi sidder i køkkenet sammen med Dagmars datter, Helle Kaiser, Dagmars besøgsven fra Ældresagen Purhus, Lise Trebien samt Dagmars nabo, Jytte Louise Theils, der også er formand for Ældresagen Purhus. Tre personer som fylder meget i Dagmars liv sådan i det daglige. Mennesker fylder i det hele taget meget i Dagmars liv – og hun fylder meget i mange menneskers liv.

For Dagmar kan noget med mennesker. Det vender vi tilbage til.

Fra Jylland til København

Dagmar ville egentligt gerne have været sygeplejerske, og det har sikkert også noget med hendes store ‘omsorgsgen’ at gøre.

– Men det var jeg for dum til, griner fødselaren med en smittende kluklatter.

I stedet kom hun i lære som blomsterbinder i Silkeborg, hvor hun slog sine folder i sine unge år.

Dagmar var en smuk og ombejlet kvinde, og det endte da også med, at hun ‘kom i omstændigheder’, som det hed sig dengang.

Dagmar havde et fint forhold til barnets far, men den livskraftige og selvstændige unge kvinde var ikke til sinds med at slå sig ned og stifte familie, så hun tog til København, hvor hun fødte sin datter, Helle, på Rigshospitalet.

Mor og datter flyttede efterfølgende, som nogle af de første beboere, ind på Mødrehjælpens hus i Svendborggade på Østerbro, der blev opført i 1954.

Arbejde med udfordringer

Med et lille barn at forsørge havde Dagmar brug for et job, og derfor søgte hun arbejde hos en blomsterforretning på Strøget i København.

Her var mange af kunderne udenlandske turister, og kravet var derfor, at Dagmar mestrede de udenlandske sprog.

– Jeg bildte dem ind, at jeg både talte engelsk og tysk – og så fik jeg jobbet. Efter samtalen løb jeg direkte ned i den nærmeste boghandel for at hente bøger, så jeg kunne lære sprogene, for jeg kunne hverken det ene eller det andet, fortæller Dagmar og griner højt.

Dagmar var dygtig til arbejdet, og kistedekoration blev et af hendes specialer.

– Jeg har pyntet hundredvis af kister, siger hun og husker særligt én opgave, der var ved at jage en skræk i livet på hende.

– Jeg gjorde jo tit kisterne klar i sygehuskapellet, hvor man var omgivet af døde mennesker, og det var da lidt skræmmende, men jeg sagde til mig selv, at de jo var døde, så de kunne ikke gøre noget, fortæller hun.

Dengang pyntede man kisterne med en blomsterkrans rundt forneden, og da Dagmar en sen aften sad og bankede nitter i for at fastgøre blomsterne på en kiste, hvor låget var åbent, fik hun pludseligt armen fra den afdøde ned i hovedet.

– Bankebevægelserne fra min lille hammer havde simpelthen rystet armen løs, så den røg ud over kanten og ramte mig lige i panden. Der var jeg alligevel lige ved at tisse i bukserne af skræk, husker hun og bryder igen sammen i latter.

Livet i Brumleby

Samtidig med jobbet på Strøget fik Dagmar en lejlighed i boligkomplekset Brumleby på Østerbro, der dengang husede mange af livets skæve eksistenser.

– Det var et fantastisk sted, husker datteren.

– Vi boede på 20 kvadratmeter med koldt vand i hanerne og lokum i gården, men vi havde alting lige i nærheden: købmand, kiosk, ismejeri, slagter og en masse grønne områder, hvor vi som børn kunne lege. Og så var det trygt; man passede på hinanden, fortæller Helle Kaiser.

Som 20-årig flytter hun hjemmefra, men Dagmar bliver boende indtil 1978, hvor hun får en moderne lejlighed i området Lygten i NordVestkvarteret.

Arbejdet med mennesker

Efter et par år i blomsterbutikken beslutter Dagmar sig for at skifte kurs. Hun uddanner sig til Social- og sundhedsassistent og får job inden for hjemmeplejen.

Og her kommer vi tilbage til Dagmars fornemmelser for mennesker.

– Jeg fik altid de borgere, de andre ikke kunne håndtere, fortæller hun.

– Der var en, som sked på gulvet eller smed sin afføring ud af vinduet. En borger, som man vidste var meget aggressiv, havde altid en stor kniv til at ligge på køkkenbordet. En anden havde for vane at angribe hjemmehjælperen med et kosteskaft. Men jeg var aldrig bange eller bekymret. Jeg vidste altid lige præcis hvordan, jeg skulle behandle folk, så de faldt til ro og var trygge, fortæller Dagmar, som også havde en særlig intuition for de mennesker, hun kom hos.

– Engang tog jeg ud til en borger meget tidligere, end jeg egentligt skulle, og så viste det sig, at vedkommende havde fået et slagtilfælde, og jeg fik hende hurtigt bragt på sygehuset. Det reddede hendes liv, fortæller hun.

Efter mange gode år i hjemmeplejen vælger Dagmar at gå på efterløn i 1983, 62 år gammel.

Tilbage til Jylland

Som 70-årig flytter Dagmar tilbage til Jylland for at være tættere på sine to børnebørn og datteren, som efter en skilsmisse – havner i Øster Bjerregrav.

– Jeg flyttede ind i Bofællesskabet på Østervangsvej, og her fejrede vi mors 70 års fødselsdag kort tid efter, hun flyttede til byen, fortæller datteren.

Dagmar flyttede ind i rækkehuset på Vintergækvej, hvor hun har boet lige siden.

I mange år var hun meget aktiv i Ældresagen i Vestergade i Randers, og hun tog hyppigt bussen ind til byen for at deltage i forskellige aktiviteter.

For tre år siden fik Dagmar en blodprop. En hurtig indsats betød, at hun kom sig over det uden mén, undtagen en lidt svagere venstre arm. Synet er også blevet svækket med alderen, men det er hjernen til gengæld ikke.

Dagmar følger ivrigt med i blandt andet debatprogrammer på TV, hvor Clement Kjærsgaard er en af favoritterne. Hun elsker også musik, og så sluger hun op til 12 lydbøger om måneden.

Hun går også stadig til træning i Kollektivhuset, og så holder hun sig i form ved at ‘lufte’ hjemmehjælperne, som hun selv kalder det.

Lise Trebien (til højre) fra Ældresagen Purhus er besøgsven hos Dagmar, og de to har udviklet et nært venskab. Foto: Jytte Louise Theils

En stor familie

Selvom Dagmar aldrig selv stiftede familie i traditionel forstand, så har hun alligevel fået en stor familie.

Hendes to børnebørn forguder deres mormor, som de er kommet hos dagligt gennem opvæksten i Øster Bjerregrav, ofte sammen med deres venner, som heller ikke kunne stå for Dagmar, der altid havde friskbagte boller til børnene, når de kom fra skole; og selvom de ikke bor lige i nærheden længere, så kommer de ofte forbi med deres familier.

Men også datterens venner – og deres børn – er blevet en tæt del af Dagmars familie, og hendes egen barndomsveninde, som Dagmar holdt kontakt til hele livet, fik børn, som blev en del af Dagmars liv.

For sådan er det med Dagmar, mennesker kan simpelthen ikke lade være med at holde af hende, og hun rummer dem allesammen.

Dagmar har også været medlem af den lokale afdeling af Ældresagen, siden starten i 1987, og her har hun også fået et nært venskab med formanden, Jytte Louise Theils, der også er hendes nabo på Vintergækvej. Igennem Ældresagen har hun også fået en besøgsven, Lise Trebien, og de to har også knyttet et tæt bånd.

– Jeg er glad for, at mor har så gode mennesker omkring sig i det daglige, fortæller Helle som i dag bor ved Løgstør, men stadig besøger sin mor mindst en gang om ugen.

– Jeg er en heldig kartoffel, udbryder Dagmar, og knuger datterens hånd.

Således er vi tilbage i det lille køkken på Vintergækvej i Øster Bjerregrav, hvor Dagmar på lørdag kan fejre sin 100 års fødselsdag.

– Ja, ja – lad os nu se, om jeg lever så længe, griner hun.

På grund af coronaen bliver det ikke den kæmpefest, Dagmar kunne have drømt om, med plads alle de mange mennesker, hun kender og holder af.

Men fejret bliver hun, gæsterne kommer bare ad flere omgange til henholdvis morgenkaffe, frokost og eftermiddagskaffe.

Og så ser den kommende 100-års fødselar også frem til en royal hilsen fra Kongens København.

Dagmar er, trods sit udadvendte væsen, en meget privat person, som holder sine tanker for sig selv. Og andres tanker. Mange har lettet hjertet og talt om svære ting med Dagmar, for her vidste alle, at fortrolighed er en dyd, som bliver værnet om. Foto: Gitte Hagsholm

Kommentarer