Ø. Bjerregrav

Dagli’Brugsen i Øster Bjerregrav skal have ny uddeler – igen    

Dagli'Brugsen i Øster Bjerregrav skal igen ud at lede efter ny uddeler, efter Helle Pedersen har opsagt stillingen. Tidligere ansat i butikken, BetinaKjeldsen er fra 1. maj ansat som konstitueret uddeler i brugsen. Foto fra brugsens facebook-side

Efter blot to måneder som uddeler i Daglibrugsen i Øster Bjerregrav har Helle Pedersen valgt at søge nye veje. Tidligere ansat i brugsen, Betina Kjeldsen, er ansat som konstitueret uddeler.

I februar kunne vi på Randers Netavis fortælle, at Dagli’Brugsen i Øster Bjerregrav havde fundet afløseren til Ole Skiffard, der ønskede at stoppe efter 34 år på posten som uddeler i den lokale brugs.

Afløseren som uddeler i byens dagligvarebutik, Helle Pedersen, har imidlertid efter blot to måneder på posten valgt at søge nye veje.

– Det er virkeligt ærgerligt. Byen har taget rigtigt godt imod Helle, og vi havde set frem til et langvarigt samarbejde, siger formand for brugsens bestyrelse, Svend Aage Nielsen.

Grunden til det kortvarige ansættelsesforhold, forklarer formanden med, at der simpelthen var for store forskelle imellem, hvad den nye uddeler kom fra, og hvad hun kom til.

– Brugsen i Øster Bjerregrav er jo en lille og lokalt meget integreret butik. Det betød, at Helle, som kommer fra nogle butikker, hvor der er større distance fra ledelse til kunderne, pludselig fik en meget tæt kontakt til borgerne i byen. Det var en meget positiv oplevelse for hende, og hun var helt overvældet over den modtagelse, hun fik, fortæller han.

Omvendt betyder jobbet som uddeler i en lille lokal brugs også, at man selv skal have ‘fingrene helt nede i sovsen’, og det blev måske en for stor mundfuld, lyder vurderingen.

Til at udfylde stillingen som uddeler i Dagli’Brugsen har man foreløbigt ansat Betina Kjeldsen, som tidligere har arbejdet mange år i brugsen i Øster Bjerregrav. Lige nu er hun ansat i Dagli’Brugsen i Stevnstrup, men de næste tre måneder er hun ‘udlånt’ til at kunne besætte stillingen som konstitueret uddeler i butikken i Øster Bjerregrav.

  Betina kender butikken og kunderne, så vi er meget fortrøstningsfulde med, at vi nok skal holde butikken godt kørende, indtil vi finder en ny permanent løsning på uddelerposten, lyder det fra formanden.

Kommentarer