Kultur

Cykelambassadører byder cyklister på rundstykker

Onsdag morgen den 3. april står et hold friske cykelambassadører fra Regionshospitalet og Randers Kommune klar ved stibroen i Randers for at dele rundstykker ud til cyklister.

Cykelambassadørerne deltager i den landsdækkende kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE, der ruller i maj. Ambassadørerne vil gerne have flere med i kampagnen.

– Vi er i fuld gang med at overtale vore kollegaer til at lade bilerne stå, og i stedet springe på cyklerne. Jo flere der er med i kampagnen, jo sjovere bliver det. Vi håber at få baghjul på cyklerne i maj måned af ansatte fra rigtig mange virksomheder i Randers – siger cykelambassadør Inge Mønster.

Hun er én af 10 cykelambassadører fra Regionshospitalet, der dyster mod 10 cykelambassadører fra Randers Kommune. De i alt 20 ambassadørers konkurrerer om at få flest ansatte på de to arbejdspladser til at slippe bilrattet og i stedet vælge cyklen til jobbet.

Lån en elcykel i maj
Cykelambassadørerne har indvilliget i at være rollemodeller for deres kollegaer og cykle mindst tre gange om ugen til jobbet. Ambassadørerne har lånt elcykler af Randers Kommune. I forbindelse med kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE tilbyder kommunen, at virksomheder og institutioner også kan låne en elcykel:

– Kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE giver masser af fællesskab, gejst og bevægelse på arbejdspladserne. Elcyklerne kan forhåbentligt lokke endnu flere op på den tohjulede til jobbet og give cykelambassadørerne og deres cykelhold baghjul i kampagneperioden. Flere må gerne få en frisk start på dagen med vind i håret – siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby.

Kommentarer