Corona-fugle skaffer midler til Kræftens Bekæmpelse
Stort set alle foreningsarrangementer hos Kræftens Bekæmpelse i Randers har været aflyst i 2020, men nu sker der noget igen. Kunstneren Hanne Falk fik den ide at få folk i Randers til at designe Corona-fugle, og resultaterne har siden maj kunnet opleves hos Galleri-Randers, hvor galleriejer Hanne Kock har en samarbejdsaftale med Kræftens Bekæmpelse.
– Vi har været ved at få pip af Corona, så det var en oplagt ide – fortæller Hanne Kock.
– Det er blevet til 45 fugle, og lørdag den 5. september skal fuglene udstilles og på auktion fra Højriis i Dronningborg. Hele overskuddet går til kræftramte børn, der er indlagt på det lokale sygehus. Det bliver hospitalsklovnene, der bringer beløbet videre. Dem har vi et godt samarbejde med.
En af de store bidragydere til samlingen af corona-pip-fugle er Jennumparkens Fritidshjem, hvor der har været gang i arbejdet siden marts. Personalet greb ideen og børnene var med på den. Alle fugle er designet individuelt med brug af f.eks. tommedåser, ølkapsler, papir, kobber og snor. Alt kunne bruges.
Laura, Ida, Rebecca, Miray og Anthon har arbejdet med at skabe ”Corona-couple Connie og Curt”.
Coronafuglene er designet af Lone Fisker Jensen og skabt med kroppe af lampeskærme, hoveder af yoghurtbægere, næb af låg fra flydende vaskepulver, øjne af skruelåg fra juiceflasker, ben af juiceflasker og Connies bryster af den ene ende af bearnaiseflasker. Fjer og vinger har børnene klippet ud af ugeblade, hvor de har brugt deres hænder som skabeloner.
Skabelsesprocessen har været sjov at arbejde med, og det har udløst mange grin fra både børn og voksne. Især bemærkede de voksne den ulige placering af Connies bryster, som altså kan beses og købes på auktionen lørdag 5. september.
Kommentarer