Cold Hand Winery stampede sig til guldet
Dansk Forum for Frugtvin kårede i aftes årets bedste frugtvine i forbindelse med foreningens generalforsamling på Pometet i Høje Tåstrup.
Den prestigefyldte pris som årets frugtvin tilfaldt i år Cold Hand Winery fra Randers – med deres kirsebærvin Prunus Nigra 2015. Helt overlegent tog Cold hand Winery faktisk fem ud af de ti øverste placeringer.
Guldvinderen Prunus Nigra er en forstærket kirsebærvin efter ”Portvins-forbillede”, hvor de små aromatiske surkirsebær Stevnsbær er stampet i vineriet på traditionel vis, en proces hvorunder gæringen starter helt spontant. Efter gæringen er vinen forstærket ved tilsætning af en æble-spiritus, hvorefter vinen har lagret i et år på brugte Chardonnay egefade.
De i alt 81 tilmeldte vine blev for 14 dage siden blindsmagt af et panel bestående af i alt 11 vinkyndige personer.
Niveauet var usædvanligt højt i år, idet der blev tildelt i alt 23 medaljer – heraf 2 af guld, 9 af sølv og 12 af bronze.
Det er rekord mange medaljer ved et dansk frugtvinskue og et resultat som falder fint i tråd med af Dansk Frugtvin for alvor er ved at slå igennem på de danske toprestauranter. Men gennembruddet gælder særligt i udlandet, hvor især et par af de større producenter Frederiksdal Kirsebærvin og Cold Hand Winery oplever en stadig stigende interesse.
Kommentarer