Samfund

Clemens Knejterne synger i Sct. Peders Kirke

 

Søndag den 4. oktober kl. 16 er der koncert med Clemens Knejterne i Sct. Peders Kirke.

Clemens Knejterne er et ungt og charmerende kor bestående af ca. 20 unge mænd i alderen 16-22 år. Koret er udsprunget af Sankt Clemens Drengekor ved Aarhus Domkirke og blev dannet tilbage i 2014.
Koret blev særlig kendt under nedlukningen af DK, hvor koret indspillede musikvideoen ”Vi holder sammen hver for sig” og lagde den ud på internettet. Den er blevet vist mere end 1,3 millioner gange på Facebook og blev også vist i TV Avisen og TV 2 News.

Clemens Knejterne skriver alle korarrangementer selv og ledes til dagligt af Alexander Damsgaard. Alexander er en ung dirigent- og komponistspire, der allerede fra barnsben udviste stort talent og kreativitet. Udover at Alexander selvfølgelig selv synger med i koret, er han også hjernen bag størstedelen af Clemens Knejternes mange unikke arrangementer af både moderne popsange og klassiske salmer og sange.

Denne eftermiddag byder programmet på Disney sange samt musik af Elton John, Alberte Winding og Rasmus Seebach. Der venter altså publikum et meget varieret program sunget af et helt unikt kor.
Clemens Knejterne er vitterligt en flok ”knejter”, der arbejder seriøst med musikken og begejstret deler ud af deres glæde for sang, når de giver koncert.

Ved denne koncert er der en entré på 50 kr. Der er plads til 120 i kirken og billet købes ved indgangen fra kl. 15.15. Der opfordres til at betale med mobilepay.

 

Kommentarer