Debat og politik

Centralisering er ikke en naturlov – det er et politisk valg

Af Mads Sejersen Vinther, Socialistisk Folkeparti

Kandidat KV25, Randers Kommune

Jyllandsposten havde den 6. august 2025 en artikel omkring den fremtidige bosætning i Danmark. Den viste tydeligt en endnu kraftigere polarisering med affolkningen af produktionsdanmark til de store metropoler. Det har jeg følgende kommentar til.

Artiklen findes her https://jyllands-posten.dk/indland/ECE18409396/affolkningen-af-landomraader-vil-blive-langt-kraftigere-de-kommende-aar/

 

Centralisering er ikke en naturlov – det er et politisk valg

Jeg har selv oplevet det – hvordan små lokalsamfund mister det, der binder os sammen. Service og infrastruktur forringes år for år. Skoler, lægehuse, kollektiv trafik og sociale tilbud forsvinder eller centraliseres i byerne, og det rammer især lokalsamfundene og arbejdspladserne udenfor storbyerne.

Men det er ikke, fordi det er en uundgåelig udvikling eller “naturens gang”. Det er et politisk valg. Alt for længe har fokus været på de store byer, som om centralisering var en naturlov. Det betyder dårligere service i “produktionsdanmark”, mindre støtte til små og mellemstore virksomheder og svækkede fællesskaber i vores lokalområder.

Det gælder også statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, som tidligere lå spredt ud over landet. Nu samles de i storbyerne – og det er ikke kun en dårlig økonomisk beslutning, det er også et sikkerhedspolitisk selvmål. Når alt samles på få steder, bliver vi sårbare, og samtidig svækkes muligheden for uddannelse og jobskabelse lokalt.

Jeg ved, at Randers – især på landet og i landsbyerne – mærker konsekvenserne af centraliseringen tydeligt. Servicen forringes, kollektiv transport bliver dårligere, og skoler er lukket, som har svækket lokalsamfundenes sammenhængskraft over tid. Samtidig er der færre læger i landdistrikterne, hvilket gør det sværere for mange at få den nødvendige behandling tæt på hjemmet. Det skaber en ond cirkel, hvor en forringet service gør det sværere at fastholde borgere og virksomheder, hvilket igen fører til endnu mindre service. Samtidig kæmper vores små og mellemstore virksomheder med manglende politisk opbakning, hvilket hæmmer deres vækst og evne til at skabe lokale arbejdspladser.

Decentralisering handler for mig om mere end bare retfærdighed. Det er også sikkerhedspolitik og økonomisk fornuft. Når vi spreder arbejdspladser, service og infrastruktur, bliver vi et stærkere og mere robust samfund. Og det er en investering, vi ikke kan undvære – ligesom ingen virksomhed kan klare sig uden at investere i sin egen udvikling.

Det er på tide at sige klart fra: Centralisering er et politisk valg, ikke en skæbne. Jeg vil kæmpe for, at Randers og resten af landet får den service, de fortjener. For at styrke infrastrukturen og bakke op om erhvervslivet i hele kommunen.

Stem SF og personligt på mig, Mads Sejersen Vinther, hvis du også vil have et Danmark, hvor både by og land har lige muligheder – og hvor vi passer på fællesskabet, hvor vi bor.

 

Kommentarer