Assentoft

Byrådsvalget er afgjort! En papegøje gjorde udslaget

Alberte og William afgav deres stemme i formiddags på Svalebo børnehave i Assentoft.

Klokken 12.00 middag i dag – seks timer før afstemningsstederne officielt lukker – blev stemmerne til det nye byråd i Randers Kommune talt op, og de fleste stemmer gik til Anders Burlund fra Liberal Alliance.

Det er “spilopperne” på Svalebo børnehave i Assentoft, der afgjorde, at ham med klap for øjet og en papegøje på skulderen fik flest stemmer.

Forinden skulle der dog omvalg til, idet de tre kandidater Charlotte Broman Mølbæk (SF), Erik Blok Andersen (V) og Anders Burlund (LA) i første omgang havde fået lige mange stemmer.

– Ham piraten er den sejeste, siger William på fem år, som til ære for fotografen giver en “tommel-op”, mens han putter sin stemmeseddel i boksen.

Alberte, som også har tommelfingeren i vejret vil ikke afsløre, hvem hun har stemt på.

– For det må godt være en hemmelighed i Danmark, udtaler hun til Randers Netavis, men supplerer, at det blev en kvinde, der fik hendes stemme.

Ludvig, som også går i børnehaven udtaler til Randers Netavis, at han har stemt på ham med brillerne, der hedder Torben.

– Ham stemmer jeg på, for han ligner min morfar, lyder det fra førstegangsvælgeren i børnehaven Svalebo.

Ideen til afstemningen i børnehaven opstod, da Ditte, som er pædagog på Svalebo havde spurgt sin søn, hvem han ville stemme på og hvorfor.

Sønnen var ikke i tvivl. Hans stemme skulle gå til Claus Omann Jensen, fordi han har et flot hår.

– Det har været en sjov og lærerig oplevelse, både for børnene og for os voksne, siger Ditte.

– Børnene har jo set alle valgplakaterne rundt omkring i byen, og så syntes vi, det kunne være en fin måde at introducere dem for demokratiet på, ved at holde en afstemning for de femårige spilopper, slutter pædagogen.

Kommentarer