Byrådet skal være der for hele kommunen

Af Simon Ødegaard Simonsen, Moderaterne
Når man stiller sig til rådighed for byrådet, påtager man sig et ansvar, der rækker langt ud over ens egen bydel eller egne interesser. Man bliver valgt for at repræsentere hele kommunen – lige fra den ene ende af kommunen til den anden ende. Det betyder, at man må se ud over næsetippen og træffe beslutninger, som gavner fællesskabet, også selvom det ikke altid er populært i ens nærmiljø.
Det er fristende at kæmpe for sin egen landsby, sin egen vej eller bro ud fra sin egen økonomiske gevinst. Men politik handler ikke om at pleje særinteresser. Det handler om at sikre udvikling, sammenhængskraft og retfærdig fordeling. Hvis hver eneste politiker kun ser til egen fordel, bliver resultatet en kommune præget af smålighed, ulighed og mistillid.
Borgerne har krav på et byråd, der tør prioritere på tværs af postnumre og personlige baggrunde. Infrastruktur, skoler, ældrepleje, kulturtilbud og grøn omstilling er ikke lokale projekter, men fælles anliggender. Vi er gensidigt afhængige: landsbyerne af byens arbejdspladser og service, og byen af landsbyernes engagement, foreningsliv og natur.
Netop derfor stiller jeg op til byrådet – ikke for at fremme egne interesser, men for at tage ansvar for hele kommunen. Jeg vil være en stemme, der arbejder for helheden og for, at hele kommunen lige fra Wærum i syd til Sødring i nord føler sig set og hørt.
Politik kræver mod. Mod til at sige nej til særinteresser og ja til fællesskabet. Det mod vil jeg tage med ind i byrådssalen, hvis jeg får vælgernes tillid.
Simon Ødegaard Simonsen (M) spidskandidat kv25
Kommentarer