Samfund

Byrådet: Nej til lønstigning

Økonomi- og Indenrigsministeriet har besluttet at hæve vederlaget for borgmestre i landets kommuner, og det kunne betyde en generel lønstigning for en række øvrige kommunale hverv i Randers Kommune. På mødet den 16. januar 2017 besluttede Randers Byråd dog, at det ikke kommer til at ske.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har ændret vederlagsbekendtgørelsen, så der fremover kommer mere i lønningsposen til landets borgmestre. I Randers Kommune stiger vederlaget med cirka 260.000 til godt 1.1 millioner kroner om året. Og da lønnen til en række øvrige kommunale hverv bliver fordelt procentmæssigt ud fra borgmestervederlaget, stod bl.a. udvalgsformænd og udvalgsmedlemmer også til at få en lønstigning.

På mødet den 16. januar 2017 besluttede Randers Byråd dog at sætte gang i en proces for at ændre Randers Kommunes såkaldte styrelsesvedtægt, hvor den procentmæssige fordeling er fastlagt. Dermed er det altså udelukkende borgmestervederlaget, som kommer til at stige, mens vederlaget for de øvrige kommunale hverv bliver på samme niveau som i dag.

Beslutningen skal helt formelt vedtages på to byrådsmøder, og ændringen i Randers Kommunes styrelsesvedtægt vil således også blive behandlet på det næste byrådsmøde i februar.

Forslag fra Borgmesteren blev tiltrådt med 29 stemmer for og to undlod. De følgende undlod at stemme, Ellen Petersen (S) og Morten Grosbøl (DF).

Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her

Kommentarer