Debat og politik

Burlund går efter Bruxelles og er højest placeret EP kandidat i Randers

Liberal Alliances Anders Burlund, der er bosiddende i Randers, er placeret som nr. 2 på partiets liste til det kommende Europa-Parlamentsvalg.

Den tidligere spidskandidat for Liberal Alliance Randers til kommunalvalget er af partiets medlemmer valgt som den næsthøjest placerede kandidat på partiets nationale liste.

Dermed er Anders Burlund den kandidat i Randers, der har den højeste placering på alle partiernes lister frem mod Europa-Parlamentsvalget d. 26 maj.

Om det siger han:

– Randers har en unik mulighed for, at få valgt en lokal repræsentant i Europa-Parlamentet. Det er jeg enormt stolt over. Konkret betyder det jo at borgerne i Randers står med muligheden for at stemme en lokal repræsentant ind i Europa-Parlamentet.

Liberal Alliance står med sit valgforbund med gode chancer for at få et medlem af Europa-Parlamentet, da partiet er i valgforbund med Konservative og Venstre ved valget d. 26 maj.

Om sit syn på fremtidens EU siger Anders Burlund:

– For mig er EU slet ikke et spørgsmål om for eller imod. Men et spørgsmål om at fremme det gode og begrænse det negative. Det betyder f.eks. konkret, at jeg bakker fuldt op om det indre marked, men også står fast på, at udenlandsk arbejdskraft ikke skal have fri adgang til danske velfærdsydelser fra dag 1. EU skal tilbage til kernen, og den er for mig at se helt grundlæggende fred, frihed og frihandel.

Kommentarer