Stevnstrup

Lukket brugs i Stevnstrup deler gratis mad ud

Mistanken om mus lukker brugsen i Stevnstrup de næste dage. Derfor kan kunderne hente gratis mad.

Dagli’ Brugsen i Stevnstrup er på grund af mistanke om mus i hvert fald lukket indtil weekenden. Derfor deler brugsuddeleren nu den mad, der ikke kan holde sig, gratis ud til kunderne.

– Vi har frivilligt lukket butikken for at være på den sikre side, så vi kan få be- eller afkræftet vores mistanke om skadedyr, siger brugsuddeler Alex Bach til Randers Amtsavis.

Arbejdet med at undersøge mistanken startede allerede tirsdag aften, og onsdag formiddag kom Skadedyrsbekæmpelsen forbi med en hund, der skulle hjælpe med at afsøge området for skadedyr. Hunden kunne ikke finde frem til nogen skadedyr. Det betyder dog ikke, at butikken kan åbne igen med det samme. Når en mistanke om skadedyr først er der, skal der gå op til 48 timer, før butikken må åbne igen. Hvor lang tid, butikken skal være lukket, vil være op til Fødevarestyrelsen at vurdere, oplyser Randers Amtsavis.

Mus kræver tid

Ifølge kvalitetskoordinator Janus Lodahl fra Skadedyrsbekæmpelsen er der tale om en mistanke om mus i butikken.

»Når det drejer sig om mus eller rotter, skal der altid gå lidt tid, før butikken kan åbne igen. Når der render mange mennesker rundt i butikken, gemmer dyrene sig. Mus og rotter skal have ro, så de kan komme frem fra deres gemmesteder, så man kan se, om der er skadedyr eller ej,« siger han.

I morgen tidlig, torsdag vil fødevarestyrelsen tage stilling til, om butikken kan åbne hurtigt igen eller ej.

Gratis mad til kunderne

Med en genåbning, der tidligst bliver på lørdag, er der en del mad som under alle omstændigheder bliver for gammel.  I stedet for at smide det ud, sender brugsuddeler Alex Bach derfor en besked til sine kunder, hvor der står, at man kan komme og hente maden gratis.

»Vi fylder vogne op med alt det mad, som ikke kan holde sig. Det er blandt andet frugt og grønt, brød, mælk og kød. Omkring middagstid kører vi det udenfor, og så kan folk selv komme og hente det kvit og frit, hvis man har lyst,« siger Alex Bach, til Randers Amtsavis.

Han håber, at der kan køres en forsikringsag på det tab, som butikken lider med flere dage uden kunder.

 

 

Kommentarer