Samfund

Borgmesteren: Tag del i fortællingen

Nytårshilsen af borgmester Claus Omann Jensen.

2016 var igen et travlt og godt år. Overalt hvor jeg er kommet, har jeg mødt foretagsomhed, engagement og stolthed over det at bo, arbejde, og virke i vores dejlige kommune.

Sammen nåede vi langt

Virksomhederne har fart på, og i Randers Kommune steg antallet af vækstvirksomheder med 40 procent i 2016. Flere borgere valgte at bosætte sig hos os. Ledigheden faldt i september for første gang i mange år til under landsgennemsnittet. Vi indviede Turbinen og fik dermed et regionalt spillested. Vi fik royalt besøg, da kronprinsesse Mary indviede en ny akutafdeling på Regionshospitalet. Vi sagde goddag til Psykiatriens Hus og tog et skridt videre mod Fremtidens Plejehjem. Vi åbnede en renoveret Doktorparken og nød mange store sportsbegivenheder som Habour Challenge og en international bueskytteevent. Vi nød topfodbold på stadion, Randers Herrehåndbold rykkede op i ligaen, og vi oplevede mange andre spændende og flotte sports- og kulturarrangementer.

Vi kom også et skridt videre i forhold til en ny bro over Randers Fjord, og en udvidelse af E45 med tre spor. Det er bydende nødvendigt, at vi sikrer fremkommeligheden i vores kommune og til de 400.000 arbejdspladser i Østjylland.

Byen til Vandet

I fællesskab nød vi i 2016 også Randers Uge nr. 40. Ingen andre kan bryste sig af så stor en kavalkade af oplevelser skabt af os selv for hinanden.

I løbet af ugen fik vi en forsmag på mulighederne i at få ”Byen til Vandet”, da vi for en dag lukkede Havnegade og i fællesskab kunne hygge os på en græsplæne fra Østervold til bassinkanten. Jeg glæder mig til, at vi i byrådet tager de næste skridt til at realisere Byen til Vandet – nemlig en midtby bro mere. Dermed kan vi binde vores fjord og Gudenå sammen med den smukke Randers midtby. Det er ikke svært at forestille sig de skønne værerum – og bosætningsmuligheder – det kommer til at skabe. Tænk at kunne bo og være midt i byen og samtidig midt i naturen.

Kulturhovedstad – nyd det

Og ikke mindst så oplevede vi i 2016 test af Watermusic. Med vandkunst, gigantiske billeder og lyd fik vi en smagsprøve på en fabelagtig fortælling om vandet. Watermusic bliver en af de største begivenheder, når vi her i kommunen i 2017 fejrer, at vi er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.  For det er ikke bare en Aarhus-begivenhed. Alle kommuner i Region Midtjylland – fra Ringkøbing til Randers – har været med til at søge om at blive kulturhovedstad, og det er netop på grund af dette fællesskab, at vi vandt. Vores bidrag er en perlerække af kulturoplevelser. Tag del i dem. Del dem. Og tag vennerne med.

Kommune betyder fællesskab, og jeg glæder mig til sammen med jer at skrive kapitlerne for 2017. Vi har så meget at byde på – natur, arbejdspladser, gode tilbud til børn, unge og ældre, kultur- og sportsoplevelser. Ja, jeg har svært ved at se, hvem der ikke vil være en del af vores dejlige fællesskab.

Rigtig godt nytår.

Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

Kommentarer