Debat og politik

Borgmester: Kviktestcenter er en ommer

Begge muligheder for at blive testet for corona ligger lige nu i den sydlige del af Randers. Det vil Randers Kommune have ændret og har henvendt sig til SOS International om flytning af testcenter på p-pladsen ved Randers Storcenter.

Borgmester Torben Hansen er enig med de mange borgere, som den seneste tid har udtrykt ønske om at få fordelt testmulighederne i kommunen noget mere:

“Der ligger i forvejen et stort pcr-test center i Paderup. Og skal det gå hurtigt med at få taget en test, så skal det være nemt at komme til for mange mennesker, uanset om man er gående, i bus eller i bil. Og her ville det være mere hensigtsmæssigt, at testkapaciteten var mere fordelt i Randers,” siger Torben Hansen.

Randers Kommune har derfor henvendt sig til SOS International A/S for at få flyttet antigentestcenteret.

Lige nu ligger begge muligheder for at blive testet for corona i den sydlige del af Randers. Det ene er Region Midtjyllands Testcenter Randers på Juventusvej 15 bag Memphis Mansion. Det andet er SOS Internationals Kviktestcenter ved Randers Storcenter.

Torben Hansen havde gerne set, at SOS International havde spurgt Randers Kommune, inden man valgte placeringen.

“Der er i forvejen et pcr-testcenter i Paderup og vi bør tage hensyn til den geografiske fordeling, når der placeres et testcenter, så flest mulige kan få let adgang til test. Vi hjælper gerne med at pege på steder,” siger Torben Hansen.

Kommentarer