Debat og politik

Borgmester foreslår ny mægling om Kraftcenter Korshøj

Borgmester Torben Hansen (S) vil foreslå ny mægling i Kraftcenter Korshøj sagen.

På mandagens byrådsmøde skal politikerne tage stilling til en indstilling fra Økonomiudvalget om, at en samlet bevilling på 5 millioner kroner skal frigives til Kraftcenter Korshøj projektet, og samtidig tage stilling til, at jord tilhørende kirken kan forpagtes, så der kan anlægges fodboldbaner i Harridslev, som idrætsklubben SMIFF09 ønsker det.

Men nu vil borgmester Torben Hansen (S), ifølge Randers Amtsavis foreslå at sagen udskydes med det formål at et møde sættes op mellem politikere og borgere fra Harridslev og Albæk.

– Jeg føler mig forpligtet som borgmester til at gøre et varmhjertet forsøg på at få alle til at være glade. Det her drejer sig ikke kun om et idrætscenter, men om et lokalsamfund, der er i den grad er blevet splittet, udtaler han blandt andet til Amtsavisen.

I styregruppen bag Kraftcenter Korshøj er man afventende, men vil fortsat gennemføre en samling af SMIFF09 medlemmer og borgere på Rådhustorvet mandag eftermiddag før byrådsmødet. SMIFF09 har opfordret til, at så mange som muligt møder op og viser sin opbakning.

 

Kommentarer