Borgermøde skal stoppe lukning af Dronningborg Plejecenter
Velfærdslisten tager nu initiativ til borgermøde med det formål at forhindre lukningen af Dronningborg Plejecenter. Mødet afholdes onsdag den 21. november klokken 19,00 i Remisen.
På byrådsmødet den 12. november besluttede Randers Byråd at sende en række besparelser på ældreområdet i høring. Et af forslagene er, at Dronningborg Plejecenter skal lukkes.
Det mener Kasper Fuhr fra Velfærdslisten vil være skidt for lokalområdet, beboerne og de mange borgere, der bruger stedet, og nu har han taget initiavtiv til et borgermøde.
– Borgermødet har til formål at forhindre lukningen af Dronningborg Plejecenter og sætte en stopper for spareplanen på ældreområdet. Vi skal have alle gode kræfter til at stå sammen. Uanset om man er rød, blå, gul eller grøn, er man velkommen, siger Kasper Fuhr Christensen.
Ud over ham vil medarbejdere og pårørende komme med korte indlæg.
– Vi er mægtigt glade for, at de har sagt ja til at sige et par ord. Det understreger, at det her er noget, vi skal stå sammen om, siger Pernille Heibøll Sørensen, organisationskoordinator for Velfærdslisten.
Ifølge Kasper Fuhr Christensen er borgermødet et forsøg på at rette lidt op på den udemokratiske og lukkede proces.
– Det demokratiske underskud forsøger vi at råde bod på med borgermødet i morgen. I sidste uge holdt vi et meget velbesøgt borgermøde i Havndal, hvor cirka 100 borgere troppede op. Mit indtryk var, at borgermødet var helt afgørende for at få organiseret den modstand, der nu har rejst sig mod planerne om at lukke Aldershvile i Havndal. Jeg håber og tror på, at det samme vil være tilfældet i Dronningborg.
Borgermødet om Dronningborg Plejecenter og resten af spareplanen på ældreområdet finder sted i morgen onsdag kl. 19 i Remisen, J.V. Martins Plads 3, 8900 Randers C.
Kommentarer