Kultur

Borgere samler affald og tæller skridt

Jesper Jakobsen, projektleder for Bevæg dig for livet i Randers Kommune, opfordrer til at kombinere bevægelse og indsamlig af skrald. Man skal dog være opmærksom på en række retningslinjer for at passe på sig selv og andre.

Det landsdækkende affaldsinitiativ #skridtogskrald har fået mange borgere til at bevæge sig ud i naturen med poser under armen for at jagte skridt og affald. Randers Kommune bakker op om initiativet.

Bevægelsen #skridtogskrald er opstået som en del af det landsdækkende motionsprojekt, Bevæg dig for livet, der skal motivere alle danskere til at være mere fysisk aktive. Jesper Jakobsen er projektleder for Bevæg dig for livet i Randers Kommune:

– Vi er glade for det nye initiativ, der er opstået i disse coronatider. Det får sikkert mange borgere, der måske ikke rører sig så meget til daglig, til at være mere fysisk aktive,” siger Jesper Jakobsen og tilføjer:

– At tage en pose med sig og samle det affald op, som man møder på sin vej, giver jo mening. Ikke blot for en selv, men også for fællesskabet. Det er jo en meget bedre oplevelse for at os alle sammen at gå eller løbe en tur, hvor der er rent og pænt.

Randers Kommune støtter op om initiativet
Randers Kommune støtter initiativet. Frem til den 14 april, kan borgere få hentet det affald, som de har samlet i naturen, hvis de har flere poser, end de kan have i deres skraldespand derhjemme.

I appen “Giv os et praj-Randers Kommune” kan man uploade billeder af sine sække og sin adresse under kategorien #skridtogskrald. Randers Kommune henter kun skrald, der er samlet i naturen, og som er samlet i klare plastsække. Den løsning kører frem til 14. april og dermed den periode, landet er lukket ned i.

OBS: Retningslinjer når du samler affald
•Husk at tage handsker på, når du samler affald.
•Hold afstand og undgå fysisk kontakt
•Begræns antallet af personer, I går sammen. Gå enten alene eller med nogle få af dine nærmeste
•Sørg for god håndhygiejne før, under og efter turen
•Nys eller host i et engangslommetørklæde eller i ærmet ved albuebøjningen
•Hvis du er sløj – så bliv hjemme

Kommentarer