Borgere med handicap får mulighed for at købe ekstra service
Hvis en borger, der har væsentligt nedsat funktionsevne, gerne, som noget ekstra, vil til festival eller i biografen, har det hidtil ikke været muligt at blive ledsaget af det personale, som borgeren kender. Ifølge loven er det nemlig ikke tilladt for borgere med handicap at tilkøbe den slags service hos kommunen, men det bliver nu muligt i Randers.
På mødet den 29. januar har byrådet nemlig godkendt, at Randers Kommune deltager i tre såkaldte frikommuneforsøg på socialområdet, hvoraf det ene altså vil gøre det muligt for borgere med handicap at tilkøbe service ud over det serviceniveau, kommunen i forvejen tilbyder.
Ny lov åbner op for ekstra service
Særligt borgere med væsentlige funktionsnedsættelser har ofte brug for trygheden i at være af sted med en person, de kender. Samtidig har det ikke altid været praktisk muligt at tilkøbe servicen hos en privat leverandør, der ikke kender borgernes særlige behov for specialpædagogisk støtte. Det har gjort det vanskeligt for disse borgere at deltage i begivenheder uden for deres faste rammer, og Randers Kommune ønsker med frikommuneforsøget at udvide deres mulighed for at få oplevelser.
Faktisk har en lovændring, som er trådt i kraft den 1. januar 2018, allerede gjort det muligt for borgere med handicap at tilkøbe ekstra service. Men kravet er, at det skal være forbundet med mindst én overnatning. Her er frikommuneforsøget mere fleksibelt, da det også bliver muligt at tilkøbe service til fx et enkelt arrangement en eftermiddag.
Positive høringssvar
Frikommuneforsøgene bygger på en aftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen og gælder for årene 2016-2019. Formålet er, at give udvalgte kommuner mulighed for at afprøve nye måder at varetage de kommunale opgaver på.
Ud over forsøget med tilkøb af ekstra service, har byrådet besluttet, at Randers Kommune deltager i et forsøg med øget brug af velfærdsteknologi på det sociale område. Og endelig i et forsøg, hvor Randers Kommune for en meget lille gruppe af borgere får bedre mulighed for at tilbyde et mere egnet botilbud end det, de har i dag.
De tre frikommuneforsøg har været i høring i medarbejderudvalg, udsatterådet og handicaprådet, der alle er positivt indstillede overfor forsøgene.
Kommentarer