Debat og politik

Bolden er nærmere målet i de lokale idrætsforeninger

Indlæg af Anders Henrik Jensen, Langå. Byrådskandidat for Venstre i Randers.

Fredag den 22. september præsenterede V og DF budgetforliget for 2018, hvor de to partier vedtog at øge anlægsinvesteringerne indenfor idræt med fem millioner i både 2018 og 2019. Det blev hermed tydeliggjort, at Venstre vil fremme idrætslivet, hvilket har stor betydning for børn og unge, da netop foreningslivet spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet.

Et medlemskab af en idrætsforening giver netop børn og unge en god demokratisk opdragelse og et socialt aspekt, da fritidsinteresser og foreninger giver ungdommen glæde i fællesskabet. Her mødes man i fritiden og knytter lokale venskaber og sammenhold, der er en god grobund for de unges udvikling og videre liv.

Forvaltningen og politikerne har en løbende dialog med idrættens organisationer om projekter i en bred fordeling over hele kommunen. Et eksempel er klubfaciliteterne ved Stevnstrup Stadion. Byen har mange tilflyttere og denne udvikling står i stærk kontrast til de nedslidte omklædningsrum og trange faciliteter, der benyttes af medlemmerne, som i disse år øges kraftigt i antal.

Med afsæt i sådan et eksempel vil vi i Venstre i næste byrådsperiode fortsætte investeringen i idrætslivet, der af Venstre i årene 2015-17 blev styrket med 13 mio. kroner. Med disse midler er vi derfor allerede godt i gang med projekterne, som man hører om i pressen og lokalområdet. Idrætsbevillinger til faciliteter er over 11,3 mio. kr. pr. år i både år 2018 og i år 2019.

Med dette budgetforlig er bolden med en brugbar løsning derfor driblet nærmere målet på Stevnstrup Stadion og i andre foreninger.

Kommentarer