Livsstil og forbrug

Børn og unges helbredsangst kan blive kronisk

Symptomer på helbredsangst er almindelige allerede i børne- og ungdomsårene – og får børnene ikke den rette hjælp, kan angsten blive et varigt problem med store personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Det viser forskning fra Aarhus Universitet og Børne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, Københavns Universitet og Forskningsenheden i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden

Ida er 11 år. For et halvt år siden mistede hun sin mormor til kræft efter et langt sygdomsforløb. Siden er Idas angst taget til, hun er bange for at få kræft og dø. Angsten kan udløses, når hun går forbi et hospital, eller ser mennesker, som ser syge ud. Mange gange dagligt har hun brug for sine forældre til at berolige sig, hun er også begyndt at involvere de vokse på skolen. Familien har har flere gange været til læge med Ida i håbet om, at det vil hjælpe, men kort tid efter lægebesøget dukker Idas bekymringer og angst op igen.

Idas historie er ikke usædvanlig. En ny undersøgelse viser, at symptomer som overdreven bekymring for at fejle en alvorlig sygdom, ofte kaldet helbredsangst, allerede er almindelige i børne- og ungdomsårene. Det er forskere fra Aarhus Universitet ogBørne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, som har udført undersøgelsen i samarbejde med Københavns Universitet og Forskningsenheden i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden.

”De fleste kender til i perioder at være bekymret for at fejle en alvorlig fysisk sygdom. Hvis bekymringerne bliver overdrevne og vedvarende, kan de udvikle sig til egentlig helbredsangst eller hypokondri. Der er et stort behov for mere fokus på helbredsangst hos børn og unge, herunder at udvikle mere specialiseret psykologisk behandling, som der findes til voksne med helbredsangst,” forklarer klinisk professor og læge, Charlotte Rask, som er seniorforsker bag undersøgelsen.

Kan fastholde de unge i angsten

Knap 1300 børn, fra den danske befolkningsundersøgelse Copenhagen Child Cohort 2000, blev undersøgt for helbredsangst både da de var 11 og 16 år gamle. De fleste børn med mange symptomer på helbredsangst ved 11-års-alderen havde aftagende symptomer, men forskerne fandt et, som de selv udtrykker, bekymrende mønster blandt en lille gruppe på ca. 1.3 procent af de unge, der havde vedvarende væsentlige problemer med helbredsangst frem til 16-års alderen.

”Udover at have mange symptomer på helbredsangst, brugte denne gruppe også to til tre gange så mange ressourcer hos praktiserende læger og speciallæger sammenlignet med de unge, der kun havde få symptomer på helbredsangst. Dette fund kan være bekymrende, da denne sygdoms- og kontaktadfærd meget vel kan være med til at fastholde de unge i helbredsangsten, idet adfærden kun kortvarigt kan lette den unges helbredsbekymringer, men ikke løser de underliggende problemer med angst,” fortæller Martin Rimvall, læge og hovedforfatter bag undersøgelsen.

Charlotte Rask uddyber:

”Der er en meget tæt sammenhæng mellem angst, øget opmærksomhed på kroppen og hvordan symptomer opleves. Det er imidlertid sjældent symptomerne i sig selv, men de sygdomsbekymringer, som følger med, der er den primære belastning for personer med helbredsangst. Det bliver ofte ikke opdaget, da skiftende symptombilleder og frygten for at overse en alvorlig sygdom, kan fastholde personen i et mønster med gentagne kontakter til egen læge og undersøgelser i sygehusvæsenet,” siger Charlotte Rask.

Forældre spiller særlig rolle

Lægen kan derfor ubevidst blive en faktor, som er med til at vedligeholde helbredsangsten, da man som patient nemt tænker, at man jo ikke ville blive henvist til yderligere undersøgelse, hvis ikke der var noget at bekymre sig om. 

”Hos børn og unge spiller forældrene selvfølgelig en helt særlig rolle i forhold til enten at hjælpe med at stoppe uhensigtsmæssig lægesøgning eller at komme til at opretholde den,” siger hun.

Studiet, der netop er udgivet i det børne- og ungdomspsykiatriske tidsskrift, Journal of Child Psychology and Psychiatry, viser også, at særligt børn med erkendt fysisk sygdom ved 11-års alderen er i øget risiko for at udvikle symptomer på helbredsangst senere i ungdomsårene.

”Derfor kan en øget opmærksomhed på psykiske følger ved fysisk sygdom hos børn og unge udgøre et vigtigt forebyggelsespotentiale,” siger Charlotte Rask.

Angst under pandemien

Andre befolkningsundersøgelser har vist, at helbredsangst over det seneste årti er et stigende problem i den generelle befolkning – det kan ifølge forskerne tilskrives et øget mediefokus på alvorlig sygdom og let tilgængelig information på nettet. I tråd med disse fund er der nu også studier, som tyder på, at helbredsangst er et stigende problem under Covid-19 pandemien.

”Da vores studie viser, at helbredsangst kan være et vigtigt problem blandt børn og unge allerede før Covid-19 pandemiens udbrud, er der nu yderligere grund til opmærksomhed på de unges psykiske helbred og i særdeleshed helbredsangst,” siger Martin Rimvall.

Fakta: Helbredsangst

Helbredsangst eller sygdomsangst er en lidelse, hvor man overvejende er plaget af frygt for at have eller få alvorlig sygdom. Ofte er det tanker om kræft, hjertesygdom eller neurologisk sygdom, der gør én bange. Men det kan også være andre sygdomme. På samme måde som nogen kan lide af klaustrofobi, altså angst for små lukkede rum, kan andre altså lide af angst for sygdom. Sygdomsbekymringerne kredser ofte om skiftende symptomer og kropslige fornemmelser. Hos en person med helbredsangst er det sygdomstankerne og angsten i sig selv, der er problemet. Det er som regel ikke de fysiske symptomer i sig selv, der fylder så meget.

Bag om resultatet

  • Studiet er en befolkningsundersøgelse af 1278 børn født i år 2000 i det tidligere Københavns Amt.
  • Undersøgelsen fra Aarhus Universitet og Børne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, er udført i samarbejde med Københavns Universitet og Forskningsenheden i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden.
  • Finansieret af TrygFonden, Lundbeckfonden, Øster-Jørgensen, Region Hovedstadens Psykiatris forskningspulje og Rønhild Andersen Fonden.
  • Den videnskabelige artikel kan læses i Journal of Child Psychology and Psychiatry

Kommentarer