Billede af ukrainsk kunstner i Randers i nytårstale
Da statsminister Mette Frederiksen holdt nytårstale 1. januar 2023 hang et billede i baggrunden malet af den ukrainske kunstner, Iryna Makhovska, som bor i Randers.
Billedet som hang bag statsminister Mette Frederiksen bærer titlen Lake in Viborg (Sø ved Viborg), som er et af de steder, Iryna Makhovska har besøgt på sine ture rundt i landet – noget hun håber at fortsætte med at gøre. Hun har blandt andet netop fået øje på smukke slotte og ruiner i landet.
Sammen med sin familie flygtede hun til Danmark i februar 2022 på grund af krigen i Ukraine. Hun har arbejdet med kunst i 20 år, både som udførende kunstner og som underviser på Kuindzhi Art School i Mariupol, hvor hun boede.
– Jeg blev meget glad da jeg så nytårstalen og kunne se, at billedet passede så fint ind i rummet, siger Iryna Makhovska og fortsætter:
– Mit mål med at male billederne er, at vise hvor smuk Danmark er, og vise andre hvordan man også kan leve. For mig er Danmark et eventyrland, siger Iryna Makhovska, der har været rundt flere steder i landet for at lade sig inspirere, men især er blevet inspireret af Randers og omegn.
Hun har malet siden hun kom til landet, og den 11. august 2022 åbnede borgmester Torben Hansen en udstilling af Iryna Makhovskas billeder i forhallen til Randers Kommunes administrationsbygning på Laksetorvet. Udstillingen der kunne ses frem til september hed ”Territory of dreams” og består af en serie af malerier fra Randers by og omegn.
Dengang overrakte Iryna Makhovska også et billede til byen og kommune, som Torben Hansen tog imod.
– Det var dejligt at se, at der hang et billede af Iryna Makhovska i baggrunden ved nytårstalen. For mig er det netop et udtryk for, at der både blev vist sympati og støtte til lige præcis Ukraine og de ukrainere, som er flygtet hertil, og ikke mindst som midt i noget af det mest forfærdelige, alligevel er i stand til at se det positive, der hvor de er havnet, siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.
Kommentarer