Bestyrelsen vandt magtkampen

Der var travlhed på p-pladserne udenfor hallen og Hammershøj skole, hvor Beredeskabet var hidkaldt for at sikre orden. I omegnen af 700 aktionærer valfartede nemlig til byen i sidste uge, mandag 5. december, for at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, hvor erhvervsmanden og storaktionær, Henrik Lind udfordrede den siddende bestyrelse i Danske Andelskassers Bank A/S.
Se også her: Rivegilde i Danske Andelskassers Bank
Henrik Lind: løftebrud
Forud for afstemningen om bestyrelsespladserne var Henrik Lind på talerstolen, hvor han argumenterede for, hvorfor dele af bestyrelsen burde skiftes ud – blandt andet mente han, at der var tale om løftebrud.
– For et år siden manglede banken kapital og den kom i hus ikke mindst fra Lind Invest. Vi leverede det, der er fundamentet og sikkerhed og ro. Inden vi investerede i banken, der havde vi lavet en helt klar forventningsafstemning med ledelsen, og den markante nedjustering i i kvartal var en stor skuffelse i forhold til de forventninger vi og resten af markedet var stillet i udsigt. (….) En nedjustering der kom ikke lang tid efter vi netop var kommet med 100 millioner til banken under andre forudsætninger, sagde han blandt andet i sit indlæg.
Henrik Lind: Banken skal blive stærkere
Han opsummerede, hvad han anså som bankens udfordringer er i dag, og mindede om, at blandt andre – Lind Invest med sin investering medvirkede til at løfte banken ud af daværende problemer og forsikrede, at han arbejder for at styrke banken.
– Vores intention er alene, at banken bliver stærkere. Til glæde og gavn for alle, medarbejdere, aktionærer og kunder, sagde han.
Bestyrelsesformand: der er ikke tale om løftebrud
Bestyrelsesformand Jacob Farstrup replicerede:
– Jeg er enig med dig i, at det bedste værn mod fusion er bedre resultater, men jeg mener ikke, at der har været tale om løftebrud. Det synes jeg er at stramme den, sagde han blandt andet.
Til ønsket om nye kræfter i bestyrelsen sagde Jacob Farstrup, at man arbejdede meget målrettet – både internt og ekstern hjælp – for at sammensætte en bestyrelse med forskellige og nødvendige kompetencer.
Jacob Farstrup udtrykte desuden ærgrelse over, at det var kommet så vidt som til en ekstraordinærgeneralforsamling.
– Det, der sker her i dag, er skadeligt for banken. Det er ikke et sædvanligt skridt. Men vi lægger op til at genetablere samarbejdet med Lind Invest. Det gør vi af hensyn til banken, sagde han og opfordrede til en bedre dialog fremadrettet.
Det samme var budskabet fra Henrik Lind til det efterfølgende pressemøde, hvor han anerkendte sit nederlag, men i øvrigt ikke havde planer om at trække sig som aktionær.
– Nu skal vi lige hjem at summe lidt over det hele, sagde han, inden turen gik tilbage til Aarhus.
Kan du lide, hvad du læser ? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her
Kommentarer