Samfund

En app mod udeblivelser i Tandplejen

Indsendt foto

Som en af de første kommuner i landet tilbyder Randers Kommune nu en app til booking af tider ved Tandplejen. Den nye digitale adgang “BookTand” skal gøre det lettere for forældre at have overblik over aftaler med tandplejen, og forhåbningen er, at app’en vil nedbringe antallet af udeblivelser yderligere.

Tandplejen i Randers arbejder utrætteligt med at nedbringe udeblivelser, der overalt i landet er en dyr affære for de kommunale tandplejere. Det nyeste tiltag er en videreudvikling af det digitale bookingsystem, som nu bliver tilgængeligt via en app.

– Vi gør det nu endnu lettere for forældrene at booke, ændre og aflyse børnenes tider ved Tandplejen, og vi håber, at rigtig mange forældre vil tage app’en i brug, fortæller Lars Høvenhoff, leder af Tandplejen i Randers Kommune.

Den nye App hedder BookTand og fungerer lidt ligesom mobile pay med adgang via en firecifret kode, som man kan vælge, når man logger ind første gang.

Man opretter sig via hjemmesiden booktandplejen.randers.dk, og man skal bruge NemID ved oprettelse. App’en er tilgængelig i App Store og Google Play.

En app efter forældrenes ønsker

Den nye app er udviklet, så den efterkommer nogle af de ønsker, som forældre til børnene i den kommunale tandpleje i Randers har ytret ønske om. Hos Tandplejen er de stolte af resultatet, der gør det lettere for forældrene at planlægge tiderne, så de passer ind en travl hverdag.

– Vores digitale bookingsystem opfylder brugernes behov om selv at kunne planlægge besøgene hos Tandplejen, men flere forældre har udtrykt ønske om at kunne tilgå systemet uden at bruge NemID hver gang. Det ønske opfylder vi nu med app’en, der også er meget nem at bruge, fortæller Lars Høvenhoff.

Tandplejen i Randers har allerede erfaringer med, at brugerne af bookingsystemet udebliver væsentlig mindre end dem, der ikke selv booker en tid. Derfor er der stor forhåbning om, at den lettere tilgang kan gøre endnu mere ved udeblivelserne fra aftaler med Tandplejen.

Kommentarer