Annemari Toft fra Randers er 21 år. Hun lider af ADHD, og hun vil gerne stå frem i offentligheden for at gøre op med det tabu, som ADHD er.

Hun vil gerne medvirke til at afmystificere lidelsen, og oplyse om konsekvenserne af sygdommen for at fortælle, hvorfor personer med ADHD undertiden reagerer som de gør.

At hun overvejende fungerer som alle andre, mener hun kan tilskrives hendes egen viljestyrke, og på trods af mangel på forståelse for hjælp fra Randers Kommune.

Annemari har fået diagnosen hypergenetisk adfærdsforstyrrelser, hvilket er en kombination af ADHD og en adfærdsforstyrrelse. Diagnosen fik hun af en psykiater på Psykiatrisk hospital i Risskov ved Aarhus kort før hun blev 18 år.

I folkeskolen havde hun store problemer med koncentrationen og sit temperament.

– Jeg blev vred på alt og alle, fortæller Annemari Toft og føler, at den eneste måde systemet ville hjælpe hende på, var at give hende medicin. Medicinen fik hun dog først efter udredningen.

Ingen havde tænkt på at udrede hende før hendes 18 års fødselsdag. Og ifølge Annemari skete det kun fordi hun selv bad om det.

Annemari Toft har fået aktindsigt i sin sag, og sidder med en tyk mappe med en masse papirer. Og hun undrer sig over det hun læser, og spørger sig selv om grunden til at hun ikke blev udredt for sin 18 års fødselsdag?

Fordi hun blev så sent udredt, valgte hun ikke at gå i behandling, og undlade medicin, men har lært sig selv hvordan hun skal håndtere det, så hun i perioder kan leve det, som hun kalder det nogenlunde normalt liv. Alligevel ramler det sammen for hende, og så går det hele galt.

– Mit liv skifter mellem gode og dårlige perioder. Det er en ond cirkel, jeg ikke kan bryde, da jeg ikke kan få den rette hjælp til det, fortæller Annemarie Toft.

Men hun er ikke i tvivl om, at hvis udredningen var sket meget tidligere, ville det spare samfundet for mange penge. Det er bl.a. sygedagpenge, udgifter til forskellige opholdssteder og indskud til forskellige lejligheder. Hun er heller ikke i tvivl om, at ville være på rette vej, og at hendes liv ville være meget nemmere.

Da hun flyttede til Randers blev der igen talt om medicinsk behandling. En læge fortalte hende, at hvis hun tog medicinen, ville hun ikke være i stand til at tage en uddannelse, og det bekræftede hende i, at hun havde truffet det rigtige valg med hensyn til ikke at tage medicin.

Den 9. marts var hun til samtale hos Psykiatrihuset i Randers om mulig behandling. Her afslog hun igen medicinsk behandling.

– De tre tilstedeværende læger var alle enige om, at jeg ikke ville få gavn af de gruppesamtaler, de kan tilbyde sammen med andre unge i min eller lignende.

– De fortæller igen, at de ikke kan hjælpe mig uden medicin. De er enige med mig i, at samtaler med en psykolog ville gavne mig, men det skal jeg selv sørge for.

Allerede inden hun blev 18 år, havde Annemari et blandingsmisbrug af alkohol, piller og stoffer. Hun blev på et tidspunkt tilknyttet Emmedsbo Mølle i Kristrup. Her indtog beboerne stofferne helt åbenlyst på værelserne, og selvom pædagogerne vidste det, gjorde det ikke noget ved det, oplyser hun.

Emmedsbo Mølle sendte hende videre til misbrugscentret i Hadsten. Da hun blev opgivet herfra, sagde bostedet også stop. Det betød, at før hun fyldte 17, kunne hun ikke længere være der, og selvom Randers Kommune var bekendt med misbruget. Institutionen gav hende besked 24 timer før hun skulle være ude, hvorefter hun blev flyttet i egen lejlighed.

– Så det var kommunens hjælp til et barn med ADHD, konstaterer hun, men erkender også, at det er svært at hjælpe en person, som hele tiden er påvirket.

Som 19 årig tog hun en ”kold tyrker”, og har ikke haft noget misbrug siden.

Randers Kommune fandt en lejlighed til hende i Vestergade, men det var for dyrt at bo i centrum, og derfor måtte hun selv ud og finde en passende lejlighed, som passede til hendes pengepung.

– Det var en hård kamp med min sagsbehandler, bare at få bevilget til indskud erklærer Annemari.

Som 21 årig blev hun udredt en gang mere. Her fik hun bekræftet diagnosen, og en psykiater anbefalede en række tiltag fremover. Psykiateren har set et utal af handleplaner fra Randers Kommune som siger, at hun skal have hjælp til en række ting, herunder psykologhjælp. Siden hen fik hun også diagnoserne angst og OCD (lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger, red.).

Men der er endnu ikke sket noget. Ifølge Annemari Toft, fordi Randers Kommune ikke har penge til det.

– Det er mit indtryk, at Randers Kommune hellere vil spare de penge det koster at give mig den nødvendige psykologhjælp. Det betyder, at jeg og andre i samme situation må bruge ressourcer, som vi ikke har for at klare hverdagen. Og når de sidste ressourcer ophører, starter en dårlig periode, og den onde cirkel er i gang, erklærer hun.

Annemari Toft, spørger derfor sig selv hvorfor hun ikke har fået den nødvendige hjælp, men bare er blevet mere syg.

– Når man har kæmpet så hårdt som jeg har gjort, så kan man godt synes, at det hele har været forgæves, mener hun. Generelt mener hun ikke, at folk med psykiske sygdomme bliver taget alvorligt i Randers Kommune, og at disse mennesker bliver overladt til sig selv, hvis ikke de vil tage medicin.

– Randers Kommune bruger så mange penge på forskellige projekter, men de skulle hellere bruge nogen på de unge mennesker, som trods alt er Danmarks fremtid.

Annemari Toft har et stort behov for at nogen lytter til hende. Derfor har hun behov for at få nogle redskaber til at klare angstanfald og psykologhjælp, så hun ikke er en belastning for familie og venner.

Annemari fortæller at hun netop har afsluttet et forsøg på at tage en uddannelse på VUC hvor hun scorede flotte karakterer. Siden hun stoppede i februar, har hun været sygemeldt, og har ikke modtaget nogen ydelse fra kommunen, og kan derfor ikke starte i aktivering.

– Jeg har tilmeldt mig bygningsmaleruddannelsen, med opstart til august, og håber på at få det bedre, så det lykkes at gennemføre den uddannelse.

Hun har gået på rigtig mange skoler, men var ikke ret meget fysisk til stede, var oppe og slås, blev moppet af en lærer, urolig og led af koncentrationsbesvær. Samtidig har hun svært ved at skelne mellem gode og dårlige dage.

Desværre har der har ikke været uddannet personale på skolerne, som har kunnet erkende, hvornår jeg havde det dårligt, og hvornår jeg havde det godt, og kunne lære noget.

Noget andet som har hjulpet hende meget er hende to katte. Når angstanfaldene bryder ud, kommer kattene og lægger sig ved hende. Derfor betragter hun dem som terapi-katte. Det hjælper hende, fordi hun er bange for at være alene, og hendes omgangskreds i Randers er lille. Kattene giver hende tryghed.

På et tidspunkt sendte Randers Kommune hende i praktik i en dyrehandel. Den praktik var yderst vellykket, og en succes for Annemari, så hun vil gerne arbejde med dyr.

Annemari er i bund og grund et positivt menneske, og kræver meget af sig selv. Hun har ofte fået smidt i hovedet, at hun ingenting kunne. Den attitude vil hun forsøge at gøre til skamme.

I øjeblikket har hun ikke noget overskud. Hun ved ikke om hun kan klare det uden at få hjælp.

– Lige nu ved jeg ikke hvad min fremtid skal bringe. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan få det bedre igen, understreger Annemari Toft og udtrykker usikkerhed, fordi hun er sikker på, at der ikke er nogen hjælp at få fra Randers Kommune.

Hun frygter for fremtiden, og føler sig som kastebold mellem de offentlige instanser og sagsbehandlere.

– Sådan er hverdagen for mange mennesker. En hverdag, som ikke ret mange kan sætte sig ind i, understreger Annemari Toft.