Erhverv

Anne fra Randers skal i oplæring hos flyproducent i USA

Industriteknikerlærling Anne Holst Thomsen skal i seks ugers oplæring på den amerikanske våbenfabrik Lockheed Martin. Foto: Anni Norddahl

Den 6. maj i år rejser fire danske industriteknikerlærlinge til Texas i USA. En af dem er Anne Holst Thomsen fra Randers. De fire lærlinge er blevet udvalgt til at komme i oplæring hos flyproducenten Lockheed Martin, der fremstiller kampflyet F-35.

En erhvervsuddannelse åbner døre til hele verden, og for industriteknikerlærling Anne Holst Thomsen fra Randers, der er i lære ved Knorr-Bremse Rail Systems, fører uddannelsen hende nu til Texas i USA.

Gennem seks ugers oplæring hos en af verdens største forsvarsleverandører Lockheed Martin får Anne og tre andre industriteknikerlærlinge et unikt indblik i fremstillingen af F-35 kampfly.

– Jeg har altid gerne villet rejse med min uddannelse, så det her er en kæmpe mulighed. Jeg er meget spændt og virkelig glad for at blive udvalgt, siger Anne Holst Thomsen og tilføjer:

– Jeg håber at få et indblik i en produktion i et andet land og lære en masse. De gør med sikkerhed tingene anderledes i USA end herhjemme. Det bliver godt, siger hun.

Stor opbakning fra DI og Dansk Metal

Projektet med praktik på Lockheed Martin blev søsat første gang i 2018 i et samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Metal, Industriens Uddannelser, Lockheed Martin og ikke mindst den danske virksomhed Multicut.

– Jeg er meget stolt af, at vi igen i år sender dygtige, danske industriteknikerlærlinge i praktik i USA hos verdens største forsvarsleverandør. I en tid, hvor samfundet mangler mange flere faglærte, er jeg glad for, at vi kan vise, at det her kan lade sig gøre. Det er en unik mulighed for de unge faglærte, der er afsted. Samtidig håber jeg, det kan inspirere andre til at overveje en faglært uddannelse, som kan åbne flere døre, end hvad mange måske tror, siger Kasper Palm, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og forbundssekretær i Dansk Metal.

Håber at inspirere andre til udlandsophold

Da projektet tog sin form i 2018, var det håbet for parterne, at der blandt andet ville blive skabt en varig model for udstationering af danske lærlinge hos Lockheed Martin.

Den del af målsætningen er nået, og nu er håbet, at projektet kan inspirere endnu flere fra erhvervsuddannelserne til at rejse ud i verden.

– Et projekt som det her kan forhåbentlig inspirere andre til at se mulighederne i at gennemføre en del af læretiden uden for Danmark. Det giver indsigt og udsyn at prøve kræfter med sit fag i et andet land. Den viden, lærlingene bringer med hjem fra udlandet, er helt uvurderlig, siger Signe Tychsen Philip, der er formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) samt underdirektør og chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i DI.

Det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), der er ansvarlig for oplæringshold, og udsendelsen af lærlingene foregår i et tæt samarbejde med DI, Dansk Metal og virksomheden Multicut.

De fire industriteknikerlærlinge, der skal afsted i år, er:

  • Anne Holst Thomsen, Knorr-Bremse Rail Systems Denmark
  • Thomas Holm Strandby, Multicut A/S
  • Sebastian Chidi Rygaard Andresen, Danfoss Power Solutions Aps
  • Johan Wolff Pjetursson, MAN Energy Solutions

 

Fire danske industriteknikerlærlinge skal seks uger til USA. Fra venstre: Signe Tychsen Philip, Dansk Industri, Anne Holst Thomsen, Sebastian Chidi Rygaard Andresen, Thomas Holm Strandby, Johan Wolff Pjetursson. Kasper Palm, Dansk Metal. Foto: Anni Norddahl

Kommentarer