Assentoft

Anker Boje: Lighed for alle, også landsbyerne

Debatindlæg af Anker Boje, byrådskandidat for Socialdemokratiet.

Med tanke på de udskudte forhandlinger i regionsrådet angående eventuelle nedskæringer på busruterne, er det vigtigt, at slå et slag for, at bevare de lokale rutebusser, idet det er en vigtig livsnerve for landsbyernes børn, unge samt ældre borgere og deres selvstændighed.

Det må være muligt i dagens Danmark, at kunne bevare en form for busdrift, som kan skrues sammen på en sådan måde, at der køres busser i de tidsrum, som er vigtige for landsbyernes borgere, og til en pris som er konkurrencedygtig.

Det bringer os frem til et andet emne, som ligger mig meget på sinde.

Idræts- og foreningsliv i landsbyerne.

Det er så vigtigt at støtte op om de ildsjæle, som er livsnerven i alle landsbyer, idet et godt foreningsliv også er en vigtig grund til, at få fortsat bosættelse i vores landsbyer.

Hørning er et godt eksempel på en landsby, som har fået deres by til at fungere, og hvor der har været en stigning i både tilflytning samt nybyggeri. Deres idrætsforening har netop fejret 150 års jubilæum, hvilket vist taler for sig selv, men det var ikke gået uden de ildsjæle, som får det hele til at fungere.

Derfor er det så vigtigt, at kommunen støtter op om lokale foreninger, og ikke som eksemplet i Albæk hvor støtten til deres lokale idrætsforening pludselig er blevet trukket væk fra dem. Denne sag er forhåbentlig ikke endelig afgjort, så der er stadig håb for byens borgere.

Min opfordring skal være, at lade landsbyerne selv skabe liv, med kultur og sport.

Randers kommune bør være et sted, hvor landsbyerne bliver udviklet og ikke afviklet, de bør have næsten samme muligheder som i Randers, så hele kommunen er et trækplaster for tilflyttere. Med friheden til at agere og skabe deres egne små oaser.

Kommentarer