Randers By

Angst og smerte? Der er håb

Anne og Poul-Henning. Pressefoto.

Poul-Hennings liv ændrede sig brat for 20 år siden, da hans bil gled af vejen og slog kolbøtter hen over en mark. Siden da har kroniske smerter været en fast del af hans liv. Anne har haft angst hele sit liv, og hun kæmper for at klare hverdagsaktiviteter og uddannelse. På trods af store udfordringer i livet er både Anne og Poul-Henning instruktører på kurser i Randers Sundhedscenter, hvor mennesker med angst, depressioner og kroniske smerter kan lære at takle symptomer og udfordringer.

Vi skriver 1998. Poul-Henning Petersen er på vej hjem, og speedometeret viser mere end det tilladte. Han forsøger at tænde en smøg, men lighteren glider ud af hans hånd, og opmærksomheden flakker væk fra vejen, mens han forsøger at nå den.

Bilen glider ud over rabatten og slår saltomortaler hen over en mark. Det er en soloulykke, men Poul-Henning ser pludselig en gammel bekendt i passagersædet. “Det ender galt,” siger vennen – og så husker Poul-Henning ikke mere fra ulykken. Dog bliver han mindet om den hver eneste dag. Han fik piskesmæld, posttraumatisk stress, socialangst og kroniske smerter i skulder, hoved og nakke – så nu er han førtidspensionist med en méngrad på 75 procent.

Anne Greves historie er mindre dramatisk, men ikke mindre udfordrende for hendes liv og hverdag. Anne har angst, og det har hun haft hele sit liv. Hun har haft lange perioder med fravær fra skolen, og angsten kan stadig låse hende fast som en spændetrøje – men nu kan hun se en mening med de svære ting, hun har oplevet. Både Anne og Poul-Henning bruger nemlig deres erfaringer til at hjælpe andre mennesker med samme udfordringer.

Ikke nødvendigt at forklare

Både Anne og Poul-Henning har deltaget i kurset “Lær at takle angst og depression”, og Poul-Henning har desuden været deltager i “Lær at takle kroniske smerter”. Nu er de begge instruktører på samme kurser i Randers Sundhedscenter.

– Da jeg blev spurgt, tænkte jeg; Jeg har jo selv en psykisk lidelse – hvordan skal jeg kunne være noget for andre? Men det er en stor fordel for deltagerne, at vi som instruktører har mærket angsten eller depressionen på egen krop, fortæller Anne Greve, der er instruktør for unge mellem 15 og 25.

– Det er ikke nødvendigt at forklare eller forsvare sig. Alle på kurset ved, hvordan det er at have et angstanfald eller leve med kroniske smerter. De fleste har også oplevet den håbløshed, man føler efter en lang periode af livet med smerter eller andre udfordringer. Og hvis man har det særlig skidt en dag, behøver man ikke sige noget – man kan bare være til stede og være en del af fællesskabet, fortæller Poul-Henning Petersen.

– Jeg var meget skeptisk, da jeg første gang hørte om kurset. Men det hjælper at møde andre, der forstår, hvad man kæmper med, og man opdager, at man kan klare meget mere, end man troede var muligt, siger Anne Greve.

Livsglæde smitter

På “Lær at tackle”-kurserne bliver deltagerne undervist i forskellige metoder til at mestre de svære situationer, som er en del af deres liv og hverdag. Blandt andet bliver man introduceret for forebyggelsesstrategier, handleplaner og afspændingsmetoder.

– Jeg plejer at sige, at følelsen af håbløshed bliver byttet ud med en værktøjskasse til at takle udfordringerne. Og så bliver man også gladere af at se, at de andre på holdet får det bedre i løbet af de otte uger, kurset varer. De gør hinanden opmærksomme på fremskridt og siger ting som: “Du smiler mere nu”, og det er bare fedt. Livsglæde smitter, siger Poul-Henning Petersen.

– Det er også fantastisk at opleve, at den pige, der var helt indelukket i starten af kurset, pludselig er den, der snakker mest – og på en måde er blevet sig selv igen, fortæller Anne Greve.

Mere end 70 procent af deltagerne i “Lær at takle”-kurserne melder tilbage, at de bliver bedre til at takle symptomerne på deres fysiske eller mentale udfordringer.

Var det skæbnen?

På trods af udfordringer med angst og kroniske smerter er både Anne og Poul-Henning godt tilfredse med livet.

– 2018 har været mit bedst år indtil videre. Jeg har turdet sætte mig realistiske mål, og jeg har nået dem. Blandt andet har jeg betalt for min søns kørekort, og jeg har søgt mit første job siden ulykken. Jeg kan kun anbefale, at man accepterer sine udfordringer og lærer at leve med dem, understreger Poul-Henning Petersen.

– Jeg er kommet meget længere, end jeg havde regnet med. Jeg har fået en studentereksamen, selvom det var en kamp, og jeg er gået i gang med en uddannelse. Faktisk har jeg valgt min uddannelse ud fra mine erfaringer som instruktør – jeg vil gerne være socialpædagog og hjælpe børn og unge med psykisk sårbarhed. På den måde kan jeg godt få tanken; har det været skæbnen det hele? funderer Anne Greve.

Der starter et nyt “Lær at takle angst og depression”-kursus onsdag den 30. januar 2019, og “Lær at takle kroniske smerter” starter op igen onsdag den 20. februar 2019. Man kan tilmelde sig begge kurser allerede nu ved at skrive til ulla.skov.aldahl@randers.dk eller gå ind på Randers Sundhedscenters hjemmeside og bruge tilmeldingsformularen.

Kommentarer