Alberte er Randersmester i højtlæsning
På Randers Bibliotek var det torsdag 14. marts ekstra sejt at være en god læser. Den bedste elev til at læse højt blev nemlig kåret og løb afsted med den seje titel og biografbilletter til hele klassen.
Det er sejt at være en god læser.
Salen i Kulturhuset summede af liv til Randersmesterskaberne i oplæsning. Her var samlet fire 6. klasser fra hele Randers Kommune. Hver klasse var repræsenteret af en elev, der igennem oplæsningskonkurrencer på skolen havde vundet titlen som den dygtigste oplæser i klassen.
Dommerkomiteen bestod af Inger Skamris, tidligere leder af Randers Bibliotek, Lisbeth Nielsen, leder af teaterskolen Kastali´a, og Jette Pagaard, der er læringskonsulent hos Læringscenter Randers. Dommerne var kommet på en hård opgave, da de skulle finde vinderen blandt oplæserne. Det var nemlig nogle særdeles kompetente oplæsere, og der var hård kamp om sejren.
Vinderen blev Alberte fra Kristrup Skole. Alberte havde valgt at læse et stykke op fra bogen “Dinas forbandelse” af Anne Meinert. Alberte fik følgende ord med fra dommerne: Alberte forklarede flot, hvorfor hun havde valgt netop den bog. Hun var dygtig til at holde pauser i oplæsningen. Hun havde en fin kropsholdning, en behagelig stemme samt en tydelig udtale. Alberte havde valgt at læse et spændende stykke højt, der gav dommerne lyst til selv at læse mere.
Randersmesterskaberne i oplæsning er en årlig tilbagevendende konkurrence for kommunens 6. klasser, der har fokus på at skabe en god stemning og prestige omkring dét at læse højt.
Kommentarer