Harridslev

Afgørelse: Kraftcenter Korshøj må gerne forpagte kirkens jord

Alt tyder på, at der i Harridslev omsider kan anlægges de nye fodboldbaner, som fra starten har været en vigtig del af “Kraftcenter Korshøj” projektet. Det blev klart torsdag sidste uge efter et møde i Randers Nordre Provsti, som her vedtog at give tilladelse til, at noget af jorden omkring Harridslev Kirke kan bortforpagtes til idrætsklubben SMIFF09.

Styregruppen bag Kraftcenter Korshøj har officielt ansøgt om at forpagte jorden hos menighedsrådet i Harridslev-Albæk-Støvring sogne, som herefter har videresendt den til Randers Nordre provsti, som er den besluttende myndighed. Det er Landbrugsloven, der afstikker rammerne for, hvordan kirkejord må anvendes, og i loven foreligger der mulighed for at dispensere for, at jorden kan anvendes til andet end landbrug – i dette tilfælde til idrætsfaciliteter for menighedens borgere.

Op til politikerne

Den endelige afgørelse om fodboldbanerne omkring Kraftcenter Korshøj nu kan realiseres, skal dog fortsat besluttes af politikerne i Randers Byråd. I første omgang i Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, som skal behandle sagen på næste møde den 6. februar. Om hele udvalget kan blive enige herom er endnu uvist, men formand for udvalget venstrepolitikeren Louise Høeg og gruppeformand for Venstre, Christian Brøns er begge klare i mælet om opbakning til løsningen.

– Der er ingen tvivl om, at der er et behov for bedre idrætsfaciliteter i Harridslev-området. Kraftcenter Korshøj kan bidrage til moderne idrætsfaciliteter, der kan styrke aktiviteterne i landdistriktet, hvilket vi i Venstre mener er vigtigt, udtaler Louise Høeg.

– Ildsjælene i Kraftcenter Korshøj har arbejdet med dette i over 10 år. Derfor er det helt enormt ærgerligt, hvis Socialdemokratiet fortsætter med at vakle i denne sag og trækker støtten lige før målstregen. Man har arbejdet ambitiøst og målrettet med projektet og børn, unge og voksne i området fortjener at få bedre muligheder for at udfolde sig aktivt i de kommende år, siger, Christian Brøns.

Baggrund:

Ideen til at etablere et landsbykraftcenter i Harridslev ligger over ti år tilbage. Her blev der holdt udviklingsseminarer med Korshøjhallens brugere i 2007 og i 2009 blev der udarbejdet en stor rapport om behovet for en modernisering af Korshøjhallen.

I løbet af den proces modnedes ideen om ikke bare at modernisere hallen, men at tænke stort og inddrage skolen, børneinstitutionerne og en række foreninger om et projekt, der skal skabe nye vilkår for idræt, undervisning, børnepasning, kultur og sundhed på et sted – et lokalområde og landsbykraftcenter for de 11 landsbyer, der omkranser Harridslev.

Efter mange års forberedelse vedtog Randers Byråd i december 2016 en proces- og udviklingsplan for etableringen af Kraftcenter Harridslev.

Byrådet bevilligede 2,5 millioner kroner under forudsætning af, at byens lokale ildsjæle selv kan finde fire millioner kroner fra fonde eller sponsorer. Dertil skal lægges yderligere 2,5 millioner kroner, som byrådet tidligere har bevilget til at renovere omklædningsbygningen i nabobyen Albæk, men som nu er trukket tilbage til stor utilfredshed fra en borgergruppe i Albæk.

Kommentarer