Debat og politik

Ældrerådsvalg: Det skal være godt at blive ældre i Randers Kommune, mener Simon Ødegaard Simonsen

Af Simon Ødegaard Simonsen, Moderaterne

Kandidat KV 25, Randers Kommune

At blive ældre skal ikke være forbundet med bekymring, men med tryghed, respekt og livskvalitet. Derfor stiller jeg op til Ældrerådet i Randers Kommune – fordi jeg vil arbejde for, at det bliver godt at blive gammel her hos os.

Alt for ofte hører vi historier om ældre, der føler sig som brikker i et system. Skiftende ansigter, for lidt tid til nærvær og manglende valgfrihed præger billedet. Men sådan behøver det ikke være. Ældreplejen i Randers kan og skal indrettes med mennesket i centrum – ikke systemet.

Jeg vil arbejde for, at vi får kendte ansigter i faste teams, så man møder de samme medarbejdere i hverdagen. Det skaber tryghed, stabilitet og relationer, der giver livskvalitet. Jeg vil kæmpe for, at medarbejderne får mere tid til omsorg frem for papirarbejde – for værdighed skabes i mødet mellem mennesker, ikke i skemaer.

Samtidig skal vi sikre valgfrihed og individuelle løsninger. Friplejehjem er et vigtigt supplement, fordi de kan tilbyde forskellige rammer og opfylde individuelle ønsker. Nogle ønsker hjemlighed, andre fællesskab – og i Randers skal der være plads til begge dele.

Ældre skal opleve, at de stadig har indflydelse på deres eget liv, også når kræfterne bliver færre. Derfor vil jeg arbejde for bedre samarbejde med pårørende, styrket frivillighed og en kultur, hvor ældre bliver mødt med respekt og tryghed – hver dag.

Ældrerådet er de ældres talerør. Her kan vi sikre, at beslutninger om ældreplejen ikke alene handler om økonomi, men om livskvalitet. Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi i Randers kan skabe en alderdom, hvor man fortsat lever et godt liv – med værdighed, kendte ansigter og reel valgfrihed.

Stem på mig til ældrerådsvalget i Randers Kommune. Sammen kan vi sikre, at det bliver godt at blive ældre i Randers.

Du kan afgive din stemme på stemmesedlen som du fået i e-boks med MitID, eller ved at udfylde fremsendte stemmeseddel og anvende den frankerede svarkuvert.

Simon Ødegaard Simonsen (sæt krys ved nr. 10)                                                                                                Vester Boulevard 17                                                                                                                                                      8920 Randers NV

Kommentarer