Assentoft

Åbningsreception hos Nyborg-Nielsen Biler i Assentoft

Indehaver Rasmus Koch Nyborg-Nielsen (th) sammen med sin far og klargøringsmand, Lasse Koch Nielsen foran det nye bilhus i Assentoft.

I begyndelsen af juli måned i år fik Assentoft et nyt bilhus. Det er firmaet Nyborg-Nielsen Biler, som er rykket ind i nyrenoverede lokaler på adressen Virkevangen 6 i Assentoft. Det skal fejres, og det bliver det på fredag med en åbningsreception fra klokken 14.

Indehaver er Rasmus Koch Nyborg-Nielsen. Han har solgt biler i 20 år, og har dermed stor erfaring i branchen.

Nyborg-Nielsen Biler sælger nyere brugte biler, og er altid klar til at gøre en god handel. Hvis en kunde har særlige ønsker, så bliver de hurtigt opfyldte.

– Vi skaffer det, som kunderne har behov for. Vi har mange gode kontakter både i Danmark og i udlandet oplyser Rasmus Koch Nyborg-Nielsen.

Udbuddet af biler er stort, og der er noget for enhver pengepung.

– Vi har biler i stort set alle prisklasser, lige fra Fiat 500 til Range Rover.

Der bliver ikke bare solgt biler ved Nyborg-Nielsen Biler. Hvis man står og gerne vil sælge sin bil, så kan man roligt henvende sig i firmaet, og få et bud.

Er der behov for finansiering, så hjælper Nyborg-Nielsen Biler med at finde den rigtige lånetype til kunden.

Firmaet leverer også en professionel klargøring af biler, både til private og erhverv. Der tilbydes forskellige pakkeløsninger, lige fra grundig støvsugning til polering, lakforsegling og sæderens med efterfølgende læderfedt.

Det er Rasmus Koch Nyborg-Nielsens far, Lasse Koch Nielsen, som står for klargøring af biler. Han har mere end 25 års erfaring på området, og ved derfor hvad det drejer sig om.

– Èn ting er at sælge biler, men hos os gør vi meget mere end det. Vi vil gerne skabe noget unikt sammen med vores kunder, så der skabes grundlag for et godt og langvarigt samarbejde. Vi vil gerne være den første du tænker på, når der skal handles ny bil, siger Rasmus Koch Nyborg-Nielsen.

Derfor har Nyborg-Nielsen Biler et motto, som firmaet arbejder benhårdt ud fra. Det hedder: “Sammen skaber vi loyalitet.”

For at markere åbningen, afholder bilfirmaet reception på fredag den 31. august. Den begynder klokken 14:00 på Virkevangen 6 i Assentoft.

Her er familie, samarbejdspartnere, kunder samt venner af huset velkomne til en hyggelig eftermiddag, hvor det nye bilhus og bilplejecenter bliver vist frem.

– Vores lokale Slagter Primby vil sørge for sprøde pølser fra grillen og de iskolde fadøl bliver skænket af Øldepotet Randers. Musikken kan vi naturligvis ikke undvære, så Sjaske & Rosenlund har lovet, at kigge forbi i løbet af eftermiddagen, fortæller Rasmus Koch Nyborg-Nielsen.

Kommentarer