Debat og politik

Åbningsprogram på plads for Folkemødet i Randers

Samfundsdebattør Carsten Jensen og forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch er blandt indlægsholderne ved åbningen af Folkemødet i Randers.

Ved åbningen af Folkemødet i Randers i slutningen af august kommer forfatter, journalist og samfundsdebattør Carsten Jensen med sit bud på, hvordan kommunestyret, det lokale demokrati og nærdemokrati vil have det de kommende 100 år.

Arrangørerne af Folkemødet om fremtidens lokaldemokrati kan nu afsløre, hvem den fjerde og sidste oplægsholder i forbindelse med åbningsarrangementet lørdag d. 24. august på Underværket bliver.

– Vi er meget glade for, at forfatter og samfundsdebattør Carsten Jensen har sagt ja til at deltage i åbningen af Folkemødet her i byen, fortæller Underværkets direktør Poul Jeberg, der har stået for kontakten til Carsten Jensen.

Foruden sit omfattende forfatterskab, der tæller ikke færre end 30 udgivelser af alt fra kritiske essays til rejsebøger og romaner, er Carsten Jensen kendt for at tale de svage og udsattes sag og som bidende samfundsdebattør med særligt fokus på miljø, integration og demokrati. Han skærer ind til benet, går til kanten og spidder det konforme. Hans personlige engagement brænder igennem i hans tekster og foredrag, og som oplægsholder kommer han ud over scenekanten, lover Poul Jeberg.

Ved åbningen af Folkemødet skal Carsten Jensen komme med et bud på, hvordan det går demokratiet de næste 100 år.

De øvrige oplægsholdere ved åbningsarrangementet bliver forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, Randers, samt præsident/CEO i CitizensFoundation Robert Bjarnason fra Island, der kan fortælle om et projekt i Reykjavik, hvor bystyret i et par år har arbejdet med borgerinddragelse, herunder mulighed for, at borgere kan stille forslag, som bystyret efterfølgende er forpligtet til at drøfte og tage stilling til.

Folkemødet om fremtidens lokaldemokrati byder på et bredt program af debatmøder. Folkemødet åbnes med et heldagsarrangement i Underværket lørdag d. 24. august. Det følges op søndag med en række møder ligeledes i Underværket, mens der den følgende uge holdes flere eftermiddags- og aften-arrangementer forskellige steder i kommunen, foruden Underværket blandt andet på Randers Naturcenter og i Gjerlev Forsamlingshus.

Der er gratis adgang til alle arrangementer.

Mens arrangementet lørdag d. 24. august arrangeres af den koordinerende eventgruppe, tilrettelægges og afvikles møderne de følgende dage af de enkelte medarrangører enten enkeltvis eller i fællesskab.

Bag folkemødet står Radikale Venstre, Velfærdslisten, SF, Beboerlisten, Enhedslisten, Randers Lejerforening, AOF, BUPL, FOF, Integrationsstyregruppen, Kulturelt Samvirke, LO Randers, Randers Amtsavis, Randers Bolig, Randers Lærerforening, 3F, Tøjhuskvarterets Venner, Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne, SAM foreningen, Socialdemokratiet og Venstre.

Kommentarer