500 elever fik en Randersledes Vandets Dag
Der var fart over feltet, da 500 elever fra kommunens 3. klasser fredag den 22. marts besøgte Randers Naturcenter i forbindelse med FNs internationale Vandets Dag. Her kunne eleverne prøve kræfter med forskellige poster om vand – og alle sanser kom i brug.
FNs internationale dag for vand – Vandets Dag den 22. marts – blev i Randers markeret Randerledes. For når Randers sætter fokus på vand, så sker det meget anderledes end i resten af landet.
– Er I klar? lød det gennem megafonen fra vandforsyningschefen, Peter Nordahn, fra Verdo – og svaret kom promte fra de 500 fremmødte elever ”JAAAAA”. Og så var årets vandløb skudt i gang.
Vandets Dag arrangementet i Randers blev for 3. år i træk afholdt som et stjerneløb for kommunens 3. klasser. Arrangørerne, Vandmiljø Randers, Verdo og Randers Naturcenter, stod klar med et hav af forskellige poster. Fællesnævneren for posterne var selvfølgelig vand.
– Vi vil med arrangementet lære børnene om vand, hvorfor det er en vigtig ressource, og hvor vigtigt det er, at vi passer på det. I Danmark er vi heldigt stillet. Vi kan bare åbne for vandhanen, få rent drikkevand, gå i brusebad og ikke tænke over badevandets videre færd. Situationen ser meget anderledes ud andre steder i verden, hvor vand er en knap ressource, og hvor hygiejnen og behandlingen af vand er dårlig og resulterer i sygdomme, lød det fra de tre arrangører.
Smag på Gudenåen eller lav en sky
Alle sanser kom i brug, når eleverne turnerede rundt mellem posterne. Der blev drukket af Gudenåen, kigget på vanddyr i søen, bygget vandværk og håndvaskestativer, sorteret affald fra inden afløb, lavet forsøg med massefylde, jords nedsivningsevne, de biologiske rensningsprocesser og meget, meget mere, da eleverne var med til at sætte fokus på vand gennem Vandets Dag. Arrangørerne, Vandmiljø Randers, Verdo og Randers Naturcenter, kunne glæde sig over en massiv opbakning fra kommunens skoler. Pladserne til arrangementet blev revet væk, noget der glæder arrangørerne:
– Arrangementet var også sidste år en succes, og derfor valgte vi i år at skalere arrangementet op på flere fronter. Vi har øget deltagerantallet fra 12 til 20 klasser, og så har vi allieret os med kolleger med et andet perspektiv på vand.
Derfor kunne eleverne ud over at besøge poster bemandet med folk fra Vandmiljø Randers, Verdo og Randers Naturcenter også møde fagfolk fra Randers Havn, Museum Østjylland, Affald Randers, Folkekirkens skoletjeneste og Røde Kors på vandløbets poster.
Vandets Dag er en tilbagevendende begivenhed – og arrangementet til kommunens 3. klasser finder også sted næste år.
Kommentarer