Navnenyt

49-årig student: Man skal turde uddanne sig

Til sommer fylder hun 50 år, og i 28 år har hun drevet egen virksomhed. Nu er Tina Gjeding student og vil bruge sin HF-eksamen til at søge ind på universitetet.

Hun havde ikke gået i skole siden 9. klasse, men havde i mange år en drøm om at tage en HF. Nu er drømmen blevet til virkelighed for 49-årige Tina Gjeding, der netop er blevet student efter tre år med fjernundervisning på HF-enkeltfag på Randers HF & VUC.

– Det er en enestående mulighed at kunne stoppe op midt i sit voksenliv og tage en uddannelse. Det har været en meget større oplevelse, end jeg havde turdet forvente, og HF har forandret mig og mit syn på samfundet. Jeg har fået noget, som jeg ikke var klar over, jeg manglede. Jeg er blevet mere bevidst om sammenhænge og kilder, og jeg stiller flere kritiske spørgsmål – fortæller en glad og stolt student i et interview på skolen.

Hun har ellers ikke opholdt sig meget på skolen, for hun har fulgt alle 12 fag i sin HF-uddannelse som fjernundervisning. Ved siden af studiet har hun passet sit fuldtidsarbejde som dekoratør i den selvstændige virksomhed, hun har drevet siden 1991.

– Det var ikke uden tvivl og tøven, at jeg tilmeldte mig HF, men studievejlederen sagde: ’Det kan du sagtens klare’, og det viste sig jo at være rigtigt. Mit budskab til andre er, at man hele livet skal huske at sætte sig selv i spil for at opnå den personlige vækst og udvikling, som uddannelse giver.

Efter et pusterum fra skolen er Tina Gjedings næste mål at bruge sin HF til at søge ind på universitetet og læse kunsthistorie.

– Kunsthistorie ligger i fin tråd med min profession som dekoratør, og samtidig vil faget integrere mine nye passioner fra HF fra undervisningen i historie, samfundsfag og billedkunst.

Tina Gjeding er i øvrigt den første nogensinde, der bliver student på Randers HF & VUC med alle fag som fjernundervisning.

Kommentarer