41 laks hevet i land under Gudenåkonkurrencen
Gudenåkonkurrencen 2017 løb af stablen i den forgangne weekend fra d. 15. til d. 16. september, og konkurrenceudvalget kan se tilbage på et virkeligt godt døgn langs åen.
– Gudenåen viste virkeligt sit potentiale som fiskevand. Der blev i alt fanget 41 laks, 26 havørreder, 2 gedder og 1 rimte. Bestemt ikke dårligt, når man tænker på, at vandet stod langt oppe på markerne og gjorde fiskeriet meget vanskeligt, fortæller Jan Hyllested, formand i Randers Sportsfisker Klub på vegne af konkurrenceudvalget.
De 10 største laks lå mellem 8,58 kg og 5,18 kg hos seniorerne. Søren Chr. Olesen fangede vinderfisken.
Juniorerne kunne også være med. Her var det Rasmus Frøstrup, der var bedst med en vinderfisk på 5,38 kg.
Havørrederne lå mellem 5,43 og 2,41 kg hos de 10 største. Her var det Søren Aagaard, der vandt klassen.
Detaljeret oversigt over fangsterne kan ses her.
– Vi har da også deltagere, der hvert år kommer langvejs fra for at deltage i konkurrencen. Det betyder også, at konkurrencen bidrager til økonomien i området. Økonomien er ikke opgjort endnu, men mon ikke vi lander omkring samme beløb som sidste år, hvor vi faktisk tjente omkring 65.000 kr. som Gudenåens Ørredfond bruger til gavn for fiskebestanden i Gudenåen.
Alt dette var naturligvis ikke muligt, hvis vi ikke havde nogle gode sponsorer – i særdeleshed Grejbiksen og nogle meget engagerede lystfiskere. Vi ses igen næste år langs Gudenåens bredder, slutter Jan Hyllested med begejstring i stemmen.
Kommentarer