40 år som rådgiver for flere generationer
Susan Schmidt fra Vorup kan i år fejre 40-års jubilæum som kunderådgiver i Arbejdernes Landsbank i Randers. Det fejrer filialen på Østervold 18 med en reception fredag den 14. september kl. 14 – 16, hvor alle er velkomne.
Susan Schmidt begyndte som elev i Arbejdernes Landsbank den 18. september 1977 i filialen i Randers. Her har hun i 40 år oparbejdet en stor, trofast kundekreds, der blandt andet tæller flere generationer fra samme familie samt venners venner, der har fået anbefalet Susan som rådgiver.
Susan Schmidt kan alle bankdiscipliner, men hun har særligt store kompetencer inden for pension.
Fra støvet arbejderbank til danskernes foretrukne
– Jeg har været her i 40 år, fordi Arbejdernes Landsbank har nogle sunde værdier, som betyder meget for mig. Jeg nyder at hjælpe kunderne og følge med i deres liv med både glæder og sorger, siger Susan Schmidt.
Susan Schmidt har boet i Randers siden sin barndom og bor nu i Vorup med sin mand. Parrets børn på 28 og 25 år bor også i Randers.
– Det har været sjovt at være med til den store udvikling, Arbejdernes Landsbank har gennemgået gennem årene. Tidligere var banken måske en lidt støvet og kedelig ”arbejderbank”, men nu er vi jo en moderne bank og ifølge flere tilfredshedsmålinger faktisk danskernes foretrukne bank, siger Susan Schmidt.
Maratonløb i fritiden
I fritiden er hun en ivrig løber, der kommer vidt omkring – enten alene eller sammen med løbeklubben i Randers Freja Atletik. Hun har gennemført to marathonløb i Hamborg i 2015 og 2016, hvor det sidste blev gennemført på under 4 timer.
En del halvmaratons er det også blevet til, inden en brækket ankel i 2016 sagde stop for løbetræningen. Hun er nu i gang igen og målet er at kunne komme til at løbe halvmaraton igen.
Kommentarer