Kultur

2 virksomheder fra Randers kommune kom gennem nåleøjet

FlexVirk IVS og Ciha i Randers Kommune, har netop fået at vide, at de er udvalgt til et helt særligt mentorforløb og muligheden for at vinde 50.000 kroner i konkurrencen iværksætterprisen.

50 virksomheder fra hele Østjylland og står nu foran et intensivt forløb, inden vinderne kåres den 23. maj på Sostrup Slot i Norddjurs.

Første skridt i forløbet er en nytænkningsdag, som foregår i Domen ved Aarhus Havn den 23., 24. og 25. april. Inden for kategorierne effektivitet, livskvalitet og bæredygtighed mødes iværksætterne for at få banebrydende metoder og erfaringer til at forbedre deres kundeoplevelser.
Temaet for årets iværksætterpris er netop “Kundeoplevelser i verdensklasse”.

FlexVirk IVS er en socialøkonomisk virksomhed, som ansætter fleksjobbere til at sælge serviceydelser. Dermed er virksomheden med i kategorien “bæredygtighed”. Virksomheden Ciha sælger legetøj, der udvikler børn og har fokus på sprogudvikling. Virksomheden er med i kategorien “livskvalitet”.

– Stort tillykke til Ciha og FlexVirk. Det er godt gået, og jeg ser frem til at følge med i forløbet og iværksætterprisen. Iværksætteri er vigtigt for udviklingen af både arbejdspladser og erhvervsliv, og jeg hæfter mig især ved, at der netop er et mentorforløb knyttet til konkurrencen, sådan at den enkelte virksomhed får noget ud af det. Det er et stærkt forløb, de kommer igennem – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Årsagen til at Business Region Aarhus – som består af de 12 østjyske kommuner – igen i år lancerer iværksætterprisen er, at iværksætteres betydning for den samlede beskæftigelse er yderst vigtig. Iværksættere kommer med nye ideer og værdi og har hvert år de seneste 10 år skabt 4000 blivende jobs. Alene i 2018 steg antallet af nye virksomheder med seks procent i Østjylland og dermed ligger Østjylland i spidsen med den højeste rate for at etablere ny virksomheder uden for hovedstadsområdet.

De 12 østjyske kommuner er: Viborg, Randers, Silkeborg, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Skanderborg, Samsø, Odder, Horsens, Hedensted og Aarhus.

Kommentarer