10 hektar ny skov i Randers Kommune i 2022
10 hektar ny kommunal skov i 2022. Og mere skov i 2023. Det bliver det synlige resultat af, at Randers Byråd på sit møde mandag den 16. maj afsatte 4 millioner kroner til skovrejsningsprojekter i kommunen. Pengene går i en kommunal skovpulje, der skal anvendes til finansiering af kommunal skovrejsning og medfinansiering af privat skovrejsning.
I december 2021 indledte kommunens miljø- og teknikudvalg et samarbejde med den statslige klimaskovfond. Samarbejdet betyder, at Randers Kommune har mulighed for at opnå medfinansiering af skovrejsning i kommunen. Det er forventningen, at der i 2022 og 2023 kan opnås en medfinansiering fra klimaskovfonden i størrelsesorden 1 million kroner årligt.
“Det er en rigtig god nyhed. Vi har nu mulighed for at få mere skov her i kommunen, og de første ca. 10 hektar kommunalt ejet skov bliver rejst allerede i år. Og her er det alletiders, at vi har fået tilsagn om medfinansiering fra klimaskovfonden,” siger Nick Zimmermann, formand for Miljø- og Teknikudvalget.
Samarbejdet med klimaskovfonden betyder, at der bl.a. vil blive rejst ca. 4 hektar skov i byudviklingsområdet ved Over Hornbæk. Derudover vil klimaskovfonden i 2022 deltage aktivt i udviklingen af pilotprojekter for yderligere skovrejsning og medfinansiering heraf.
Opfyldelsen af byrådets mål om mere skov i kommunen vil forudsætte en meget stor privat skovrejsning. Den skovrejsning vil forvaltningen søge at facilitere ved at invitere til og indgå i klimapartnerskaber med centrale private aktører som landbruget, grønne virksomheder, pensions- og forsikringsselskaber, detailhandlen lokalt og nationalt, vandværker og energiselskaber m.fl.
Randers Kommunes klimaplan angiver en skovstrategi og en lokal skovfond som centrale værktøjer til bl.a. at skabe grundlaget for en ekstern medfinansiering af skovrejsningen i Randers. Forvaltningen startede arbejdet med udarbejdelsen af skovstrategien i forbindelse med FN Verdensmålsfestival den 29. april 2022.
Kommentarer