1.C på Vestervangsskolen vinder førstepræmie
Det blev en flok aktive elever fra 1. C på Vestervangsskolen i Randers, der cyklede Randers Cykelbys førstepræmie hjem i kampagnen “Alle Børn Cykler”. Den landsdækkende kampagne rullede 14 dage i september, og de seje elever kan nu glæde sig til en tur til Djurs Sommerland.
2.173 elever fra skolerne i Randers sprang på cyklerne i september, fordi de deltog i motionskampagnen “Alle Børn Cykler.” Alle 22 elever i 1. C cyklede med i kampagnen:
– Eleverne har været meget motiverede og engagerede i cykelkampagnen. Udover frisk luft og masser af bevægelser har kampagnen også bidraget til at styrke fællesskabet i klassen – fortæller Tine Lund Rasmussen, lærer på Vestervangsskolen.
På Vestervangsskolen er det ikke kun eleverne, der er aktive i sadlen. Mange ansatte på skolen cykler til arbejde hver dag:
– Vi ved jo, at elever, der er aktive og selv transporterer sig til skole, er mere friske og klar til undervisningen. Derfor er det vigtigt, at vi voksne er rollemodeller for eleverne og viser, at cyklen er det naturlige transportmiddel til skole hver dag – siger Tine Lund Rasmussen.
Kommentarer