Læserindlæg af Brian Højlund, Øster Tørslev

Når jeg nu henvender mig til offentligheden gennem avisen, så er det i ren afmagt over, hvordan en politisk/faglig debat pludselig kan løbe totalt af sporet – virke komplet meningsløs og umenneskelig.

Jeg er en af de plejefædre, som har deltaget aktivt i debatten om vederlagssagen for plejefamilier i Randers Kommune, og er også medlem i styregruppen, der er nedsat for at tale de udsatte børn og unge og familiernes sag. Da vi var en af de familier, som ville blive hårdest ramt af byrådsflertallets spareplan, har vi allerede været til parthøringsmøde – og accepteret en lønnedgang på 3 vederlag, da økonomi ikke skulle skille os fra vores plejesøn, som vi har haft i fuldtidspleje i næsten 10 år.

Jeg sendte derfor lørdag aften følgende brev til politikkerne i Randers byråd + deres partiforeninger:

“Kære byrådsmedlemmer

Jeg skriver til jer fordi, at jeg synes at sagen om vederlag til plejefamilierne, nu har nået et punkt, hvor man ikke bare er kæmper om uenighed på synspunkter, men rammer de udsatte børn, som vi forhåbentlig er enige om det gælder om at beskytte, passe og hjælpe bedst muligt.

Jeg var indtil i går far til 2 dejlige biologiske børn, og far for 2 dejlige plejebørn, hvoraf den ene var anbragt – gennem næsten 10 – fra Randers kommune.

Når jeg siger, var, så er det fordi, at Randers Kommune i går – uden forvarsling – valgte at fjerne det barn de har haft anbragt hos siden 01.04.07 på baggrund af – en til lejligheden fabrikeret paragraf 50 undersøgelse – som mærkeligt nok blev iværksat efter – at jeg og min familie har stået frem i medierne, for at tale de udsatte børn og plejefamiliernes sag i denne sammenhæng.

Og hvordan ved jeg så, at undersøgelsen er fabrikeret til lejligheden? – det ved jeg heller ikke – men som Anders Buhl Christensen og Frank Nørgaard sige, så kan vi da godt ligge 2 og 2 sammen.

Min kone blev ringet op i går kl. 10.09 fra rådgiver NN og spurgt om hvorfor vi ikke var mødt op til indkaldte møde kl. 10 vedr. tilbagemelding af paragraf 50 undersøgelse. Hertil kunne hun kun svare at vi ikke havde modtaget nogen indkaldelse i e-boks – hvilket også er i overensstemmelse med sandheden. NN sagde at så må der have været en fejl i deres IT system, men om vi kunne komme hurtigst muligt. Min kone fortalte så, at hun og det det mindste plejebarn var syg, og at jeg var på arbejde i Aarhus, og at vi derfor ikke kunne komme.

Min kone ringede efterfølgende til mig, og jeg sagde at vi hellere måtte møde op, da det lød alvorligt. Jeg kontaktede derfor NN og aftalte møde kl. 11.

Vi mødte op i familieafdelingen lidt over 11 og havde medbragt en god ven af huset som bisidder, da vi var noget usikre over mødets indhold.

På mødet blev det fortalt, at vores plejebarn ville blive fjernet d.d. på baggrund af undersøgelsen – en undersøgelse jeg på baggrund af tavshedspligt ikke kan oplyse om – men kan fagligt og sagligt tilbagevise 80% af de hensyn, som rådgiver fremkommer med, at hun ikke mener vi kan give plejebarnet.

Det skal i den forbindelse nævnes, at plejebarn er udredt af PPR og BUC i 2016 – hvilket førte til en overflytning til specialskole og en udredning med 4 diagnoser. Vi er gennem de sidste 2 år blevet beskyldt af NN og NN´s teamleder for at gøre barnet dårligere end det er, men mener selv at vi med udredningerne, har fået medhold i, at vores faglige observationer var rigtige. Med udredelserne kom også tilbuddet om skiftet til specialskole og medicinsk behandling, som har gjort at barnet virkelig har udviklet sig positivt gennem de sidste måneder.

Tilbage på mødet blev det meddelt at man af HENSYN til barnet og Plejefamilien havde besluttet, at plejebarn ville blive orienteret af rådgiver i skolen og derefter afhentet af aflastningsfamilien – (plejebarn har i forbindelse med kronisk sygdom fra 2010 været i aflastning hver anden weekend hos plejefamilie i Grenå, hvor også halvbiologisk søster er anbragt) og at vi hermed kunne betragte vores job som primære omsorgspersoner for plejebarn, som værende ophørt. Efter sådan en ”mavepuster” kan det være svært at tænke helt klart, men vi fik dog spurgt ind til om vi fik lejlighed til at sige farvel til barnet – men det indgik ikke i planen.

Efter mødet kørte vi mod vores hjem, men blev enige om, at almindelig medmenneskelighed forbød os bare at køre hjem, men tog i stedet ned til skolen og fik i enerum mulighed for at overbringe barnet – som forventelig brød totalt sammen – de barske nyheder. Vi fik mulighed for at fortælle ham, at vi elsker ham og at det ikke er hans skyld, at han for 3. gang i sit korte liv skal flyttes, fra sin familie, venner og vante rammer pga. kommunen. JEG HADER DEN KOMMUNE, var det eneste han gennem gråden kunne fremstamme. Vi fortalte ham, at det var helt i orden at være vred og ked af det – og så kunne vi efter 12 minutter køre hjem og pakke hans medicin, pas, sygesikring og lidt ekstra tøj, som en anden medarbejder fra kommunen ville komme efter.

Nu spørger jeg så jer – ER DETTE BARNETS TARV ???? – ER DET EN VÆRDIG AFSLUTNING PÅ NÆSTEN 10 ÅR ANSÆTTELSE HOS RANDERS KOMMUNE ?????

Som min gamle fodboldtræner engang sagde – hvis I ikke kan nå bolden, så gå efter manden, og bagefter så spark hele familien ned.

Jeg og min familie er knuste – og desværre ser jeg ingen anden udvej end at gå til medierne i denne sag og fortælle vores historie – selvfølgelig vil vi anke sagen – og nok også vinde den til slut – men hvordan har barnet det på det tidspunkt, hvor sagen er nået igennem systemet ???

Nu sidder vi med tomt hjerte og hul i maven og tænker, var det i det hele taget det hele værd, at tage kampen op mod byrådsflertallets spareplan, mod familieafdelingens manglende faglighed – når man selv betalte den ultimative højeste pris – man gjorde et PLEJEBARN FORTRÆD.

Nu har der været så meget snak om økonomi i denne sag – men hvad er det i forhold til hjerteblod, medmenneskelighed og kærlighed til de børn, vi har været så heldige at få lov til at tage under vores vinger. Jeg beder alle bidrage til at løse denne konflikt, så det ikke kommer til at gå ud over flere børn og familier.”