Randers By

Heltedrama i nat på Randers Havn

En 52-årig mand fra Randers var i aftes og nat til fest på Fiskerestaurant Pakhuset på Randers Havn. Af ukendte årsager var han lige efter midnat faldet eller sprunget i havnen ud for restauranten.

En kvindelig tjener på Pakhuset, 24 årige Louise Kristiansen, reagerede dog hurtigt, og fik kastet en redningskrans ud til manden, og sprang herefter resolut i vandet.

– Pludselig var jeg i vandet. Jeg kunne se, hvordan han var ved at drukne, så jeg hoppede i vandet. Jeg nåede ikke at tænke over det inden, siger Louise Kristiansen til TV2 Østjylland.

Indsatsleder Per Allan Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed i Randers vurderer, at Louise Kristiansen og manden kan have ligget i vandet i op mod et kvarter, inden de blev reddet op. Alarmen blev modtaget klokken 00.21.

– Da vi nåede havnen, befandt de sig begge i vandet. De var selvfølgelig kolde, da vi fik dem op, fordi vandet er meget koldt på denne årstid, siger indsatsleder Per Allan Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed i Randers.

– Vandet var virkelig koldt. Jeg frøs rigtig meget, og var i en form for chok, da jeg kom op, siger Louise Kristiansen.

Begge blev efterfølgende kørt til undersøgelse på sygehuset, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade, udtaler vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi. Han fortæller, at manden, der faldt i vandet, er 52 år gammel og fra Randers.

 

 

 

Kommentarer