Fårup

Aktiv senior-gymnast modtog FSI Støtteforenings Specialpris

Se billedserie Mandag formiddag fik Keld Pedersen, Fårup, overrakt FSI Støtteforenings Specialpris af instruktør Annette Erichsen og med hele holdet som vidner. Prisen får Keld Pedersen for for sit store arbejde med seniorgymnastikken. Foto: Randers Netavis

Mandag morgen tog gymnastikholdet fusen på Keld Pedersen, som intetanende mødte ind til hæder og klapsalver inden opvarmningen.

Mandag formiddag troppede avisens udsendte op i Purhushallen for at overvære en overraskelse. Genstand for overraskelsen var tidligere overlærer Keld Pedersen, som i tidernes morgen sammen med sin nu afdøde hustru, Ruth, tog initiativ til seniorgymnastikholdet. Et initiativ, som han denne formiddag skulle hædres for; det vidste han bare ikke noget om lige med det samme.

– I dag er vi 67 på holdet, sagde Keld Pedersen til mig, da jeg forklarede avisens tilstedeværelse med, at vi ville lave en opfølgning på en artikel, vi bragte om gymnastikholdet for et par år siden.

– De vil lave en opfølgende artikel om os, sagde Keld Pedersen til halinspektør og gymnastikinstruktør Annette Erichsen, som vinkede ham ud på gulvet til de ventende og storsmilende medgymnaster.

– Nej Keld, det er en helt anden anledning, sagde Annette Erichsen.

– Det skyldes, at du på baggrund af min og hele gymnastikholdets indstilling hermed modtager FSI Støtteforenings Specialpris, sagde hun til en overrasket Keld Pedersen, mens alle gymnasterne klappede.

I begrundelsen for hæderen sagde Annette Erichsen blandt andet:

– Keld har været tovholder for FSIs seniorgymnastik gennem en lang årrække. Han har formået at skabe et sammenhold på holdet, som dags dato består af 67 ældre, der samles i Purhushallen hver mandag formiddag. (…) De nyeste tiltag er bordtennis, og onsdag formiddag er blevet inddraget også for at give flest mulige mulighed for aktivitet. FSI Støtteforening tildeler derfor med glæde den særlige pris til Keld. Stort tillykke.

Keld Pedersen blev meget glad for anerkendelsen.

– Vi har det jo fantastisk sammen her, gymnastikken er kun halvdelen, men jeg er bestemt stolt af at få sådan et skulderklap. Det er altid dejligt at blive værdsat for det, man går og laver, sagde han efterfølgende.

Han undlod heller ikke at sende en del af æren tilbage til instruktøren.

– Annette gør det helt fabelagtigt. Hun laver forskellige øvelser og skifter musikken engang engang imellem, så der er variation i det, vi laver, sagde Keld Pedersen til avisens udsendte, inden turen  gik tilbage til gulvet, hvor opvarmningen var gået i gang igang til tonerne af Matador-temaet.

”Der tog du fusen på mig”. Annette Erichsen og gymnastikholdet formåede at holde på hemmeligheden over for en overrasket Keld Pedersen til mandag formiddag. Foto: Randers Netavis

Kommentarer