Vogne efterlyses til sommerfesten i Øster Tørslev
Indtil videre er tre vogne tilmeldt vognoptoget i Øster Tørslevs sommerfest. Koordinator Carl Møller Højte Frandsen, håber flere har lyst til at bakke om det traditionsrige optog, der indleder sommerfesten. Selvom festen er skrumpet over årene, er den stadig et vigtigt indslag i det lokale fællesskab, understreger han.
Af Christina Brorson
Så er det med at komme ud af busken og finde de kreative evner frem. Vognoptoget til sommerfesten i Øster Tørslev er åbent for tilmeldinger. Også specielle biler og motorcykler fra før 1990 er velkomne til at pynte i optoget, fortæller Carl Møller Højte Frandsen, der igen i år koordinerer tilmeldingerne til vognoptoget, der finder steder lørdag 18. juni som en del af sommerfesten i Øster Tørslev.
– Indtil videre har jeg modtaget tre tilmeldinger, og herudover håber jeg også på tilmeldinger fra brandstationen, der plejer at stille op med en brandbil, samt rideskolen, som også plejer at bakke op, siger Carl Møller Højte Frandsen, der håber på et flot optog – også selvom tilmeldingerne som sædvanligt kommer i sidste øjeblik.
Snak med din nabo
Han har været med til at arrangere sommerfesten i Øster Tørslev de seneste år, og håber på god opbakning til den årlige byfest. Selvom den ikke er, hvad den har været, er den stadig vigtig for det lokale fællesskab.
– Selvom sommerfesten efterhånden kan betragtes som en udvidet gadefest, er den vigtig for at vi kan få set og snakket med hinanden. Specielt nye tilflyttere har her lejlighed til at hilse på deres naboer, understreger Carl Møller Højte Frandsen.
To festlige dage
Byfesten, der starter med banko fredag 17. juni og ellers løber af stablen lørdag 18. juni, er i lighed med de foregående år placeret i og bag Fritidslokalerne, der fungerer som husly og har sportspladsen lige om hjørnet.
Programmet byder udover det traditionelle vognoptog, som indledes med en omgang gratis morgenmad, på masser af sjove aktiviteter, optræden ved Trylle Charlie og en omgang gadefodbold sponsoreret af Sparekassen Kronjylland.
Dagen sluttes af med spisning og musik ved Peter Vildmand og senere Poco Loco.
Carl Mølle Højte Frandsen kan kontaktes på tlf. 20 92 33 55.
Kommentarer