Randers By

Vinterferie på børnebiblioteket

Der sker mange ting for børn i alle aldre på Randers Bibliotek i vinterferien.

Liv og glade dage på Randers Bibliotek – Vinterferien står for døren, og igen har Randers Bibliotek noget ekstra at tilbyde alle børn. Her er en plan over, hvad der sker i løbet af ugen. Tilbuddene er gratis.

Allerede første lørdag i ferien, den 11. februar, er der cirkusleg for de 5-10 årige med Nanni Lorenzen fra Randers EgnsTeater. Først skal der øves – og til sidst er der forestilling.
Samme dag er der også mulighed for at være IT-pirat for en dag. Coding Pirates Randers inviterer indenfor i værkstedet.

Mandag formiddag vil skuespiller Gertrud Exner fra Teater Blik opføre forestillingen “Hov” for de allermindste – fyldt med finurligheder, poesi og musik.

Om eftermiddagen vil Ann-Sofie og Katrine fra psykomotorisk terapeutuddannelsen guide børnene gennem en historie, hvor alle sanserne kommer i brug – først for de 3-5 årige og siden for de 6-8 årige.

Tirsdag formiddag er der to gange koncert med den fantastiske børne-entertainer Frank M, der spiller sange fra “Min allerførste sang.

Onsdag eftermiddag er der mulighed for at lave seje lyssværd. Det foregår fra klokken 13-15 i børnebiblioteket.

Der er Babymusikleg for de aller-allermindste torsdag formiddag med biblioteksmusikanten Peter Elmelund.

Torsdag eftermiddag sætter vi en masse brætspil op i Salen, hvor de 10-14 årige kan få sig et godt, gammelt spil Ludo eller noget helt andet.

Jakob Martin Strid på de skrå brædder

Fredag inviterer vi til “Litteratur billed-banko” for de 4-7 årige, og der vil sandelig også være præmier.

Ugen slutter med et brag af en forestilling. Teater Fantast vil opføre “Mustafas kiosk” – en familieteaterkoncert for de 4-10 årige med små historier fra Jakob Martin Strids populære børnebøger.

På Randers Børnebibliotek er der oplæsning hver lørdag formiddag indtil påske. Det er der naturligvis også de to lørdage i vinterferien.

Alle arrangementerne er gratis, men da der er begrænset antal pladser, er det nødvendigt at bestille billet i forvejen på bibliotekets hjemmeside www.randersbib.dk, hvor der også står meget mere om de omtalte aktiviteter.

Vi ses på Randers Børnebibliotek i vinterferien!

Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her

Kommentarer