Randers By

Vild forvandling af Randers er i gang

Arkivfoto

Flere steder i kommunen er der gang i enorme udviklingsprojekter, der vil forandre måden, vi oplever byen på og skabe nye adgange til den smukke natur. Få overblikket over de største forandringer og lær din (fremtids)by at kende.

Byen til vandet

Det absolut største byudviklingsprojekt i Randers Kommune er Byen til vandet. Det er en langsigtet plan, der kort sagt går ud på at vende midtbyen mod åen og fjorden frem for i dag, hvor den i høj grad vender ryggen til vandet.

Gudenåen og Randers Fjord skal altså binde byen sammen – frem for at adskille den, og det kræver forandringer, som vil ske løbende i de næste 30 år. Det handler blandt andet om udflytning af havnen og etablering af boliger, hvor havnen i dag ligger, om at få kanaler med vand op i byen – og om at etablere en ny broforbindelse over fjorden.

Det geniale ved Byen til vandet er, at det ikke blot handler om at udvikle midtbyen. Bedre infrastruktur og klimasikring er en del af projektet, så Randers kan håndtere fremtidens stormflod og skybrud og ikke ender som Byen under Vandet.

En del af planerne for Byen til Vandet er fortsat på tegnebrættet og ligger et stykke ude i fremtiden, men allerede nu er projekter, der bidrager til at få byen til vandet, ved at blive realiseret. Nemlig Storkeengen og Busterminalen.

Busterminalen

Busterminalen er det første konkrete byudviklingsprojekt, der vil bidrage til at vende byens ansigt mod vandet. Lige nu er byrådet ved at tage stilling til, hvor busserne kan holde i stedet for, så den nuværende busterminal kan blive forvandlet til et område med boliger, butikker, gader og byrum med direkte forbindelse til vandet. Den forbindelse er vigtig for det videre arbejde med at føre byen til vandet.

Storkeengen

Når klimasikring og naturoplevelser går hånd i hånd. For at undgå, at Randers kommer til at stå under vand i forbindelse med fremtidens voldsomme regnskyl, er det nødvendigt at klimasikre Vorup, så I samarbejde med Vandmiljø Randers er Randers Kommune lige nu ved at omdanne Vorup Enge til Storkeengen.

Omdannelsen vil betyde, at området vil kunne håndtere enorme regnmængder samtidig med, at det for første gang nogensinde vil blive muligt at færdes i inde i områdets unikke natur. Storkeengen er et af de projekter, der bidrager til at få ”Byen til vandet”.

Første spadestik til Storkeengen bliver sandsynligvis taget til efteråret, og efter planen er det hele færdigt i 2021.

Thors Bakke

Med etableringen af blandt andet sundhedscenteret og biografen på Thors Bakke er der allerede sket meget i området, hvor Thor-bryggeriet engang lå. Men meget mere er på tegnebrættet. En ny lokalplan, som byrådet vedtog i sommer, giver blandt andet mulighed for at bygge højhuse, etablere en landskabstrappe og et nyt p-hus.

Bliver planerne realiseret, vil Randers bys skyline ændre sig markant. Det hele afhænger dog af, om private investorer griber de muligheder, som lokalplanen giver.

Sporbyen Scandia

En æra må slutte så en ny kan begynde. Og det var i den grad en æra, der sluttede, da byrådet sidste år vedtog en ny lokalplan for Scandiagrunden, hvor der i mere end 80 år blev bygget tog. Nu lægger lokalplanen op til at forvandle området til en helt ny bydel med boliger og rekreative områder.

Det kommer til at ske i respekt for områdets historie og identitet. En del af de gamle, bevaringsværdige fabrikshaller vil derfor også blive stående og få nye funktioner. Det er private investorer, der i tæt samarbejde med Randers Kommune står for udviklingen af Sporbyen Scandia. Forventningen er, at de første boliger bliver bygget allerede i 2018.

Nye boligområder

Hvis man har en drøm om at bygge hus, så er der mange muligheder forskellige steder i Randers Kommune – og endnu flere er på vej på særdeles attraktive steder. Dit nye hus kan fx komme til at ligge på grunden, hvor Kærsmindebadet ligger – eller på grunden hvor Vorup Skole ligger.

Eller hvad med i Stevnstrup med udsigt over Gudenåen? Der er også mange flere udstykninger på vej i Munkdrup i den sydlige del af Randers. Og i Helsted mod nord. Så mon ikke du kan finde den helt perfekte placering til dit drømmehus.

Naturpark Randers Fjord

Vidste du, at Danmarks 2. største vadehav ligger i Randers Kommune? Måske ikke, men det ligger lige der, hvor Randers Fjord møder Kattegat. Faktisk handler projektet om Naturpark Randers Fjord ikke om at skabe store forandringer som sådan.

Det handler derimod om at skabe adgang til den natur, der i forvejen findes. Fjorden byder nemlig på et væld af naturoplevelser, og området er netop blevet certificeret som Dansk Naturpark.

Kommentarer