Vi skal have SKAT til at fungere igen!

Skrevet af Torben Hansen, Borgmesterkandidat, S, og Malte Larsen, MF, S.

En grundforudsætning for et velfærdssamfund er at have indtægter, der kan finansiere vores fælles velfærdsudgifter. Det er også en grundforudsætning, at der i befolkningen er en villighed til, at betale den Skat, der er nødvendig for at få indtægter og udgifter til at nå sammen.
Gennem en årrække har der været store besparelser I Skat. Der er alt for få medarbejdere i Skat. En del af de tilbageværende medarbejdere er frustrerede over arbejdsforholdene.

Offentligheden har gentagne gange kunnet se og høre horrible historier om Skats manglende formåen. Historier om momsunddragelse, skattely og fejlagtigt refunderet udbytteskat, alle i milliardklassen, er med til at underminere befolkningens villighed til at betale skat. For hvorfor skal jeg – den lille borger – betale min skat, når de store fisk ikke bliver kontrolleret og fællesskabet mister uendeligt mange milliarder? Masser af almindelige mennesker er ved at miste troen på det fælles velfærdssamfund, der er bygget gennem generationer i Danmark.

Danmark har brug for, at fællesskabets grundpiller er stærke nok. Derfor fremlægger Socialdemokratiet nu et forslag om et styrket Skat. Et Skat som kan fungere. Et Skat der kan være med til at genoprette befolkningens tillid til et velfærdssamfund, der er til stede, når vi har brug for det.
Skat skal være stærkt nok til at sikre en fair ligning for alle borgere og virksomheder i Danmark. Skat skal sikre, at pengene ikke fosser ud af landet, og skal være med i et værn mod social dumping.

Socialdemokratiet ønsker at favne hele Danmark. I vores forslag tilføres Skat i hundredevis af nye medarbejdere, som selvfølgelig skal ansættes i områder, der har brug statslige arbejdspladser.

Vi mener at Randers vil være et oplagt bud på at få placeret de nye arbejdspladser. Vi er underforsynede med statslige arbejdspladser, og staten har stadig de bygninger, der tidligere husede Skat.

Lad os bare komme i gang.

Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer